Foto: Ash Donelon/Manchester United via Getty Images
Hvis man som Manchester United-fan føler sig lidt forkælet i disse dage, er der ikke noget at sige til det. I går præsenterede klubben hele to nye spillere, og i dag har man officielt forlænget med klubbens anfører, Bruno Fernandes.
Med den nye forlængelsen har den portugisiske midtbanespiller kontrakt med United til og med 30. juni 2027, med mulighed for et yderligere år.
– Alle ved, hvor passioneret jeg er for Manchester United. Jeg forstår ansvaret og betydningen af at bære denne trøje og det niveau af dedikation og vilje, der er nødvendige for at repræsentere denne utrolige klub.
– Jeg har allerede haft så mange særlige øjeblikke her; at høre mit navn blive sunget fra Stretford End, score hattrick mod Leeds, lede holdet på Old Trafford på de europæiske nætter og løfte trofæer på Wembley. Men jeg ville ikke have underskrevet denne kontrakt, hvis jeg ikke troede, at mine bedste øjeblikke i en United-trøje stadig ligger foran mig.
– Fra mine samtaler med fodboldledelsen og manageren står det klart, hvor fast besluttede alle er på at kæmpe om store trofæer i de kommende år. Jeg kan se, hvor positiv fremtiden bliver, og jeg ser frem til at lede dette hold fremad, udtaler Fernandes til klubbens hjemmeside.
Klubbens sportsdirektør mener, at holdets kaptajn har leveret et bemærkelsesværdig og stabilt højt niveau siden sin ankomst til Manchester United.
– Han er en fremragende leder, der dagligt driver standarderne i klubben og inspirerer spillerne og personalet til at præstere på deres højeste niveau hver dag.
– Brunos dedikation til klubben er et perfekt eksempel på, hvad det kræver at være en United-spiller. Han er fortsat afgørende for alt, hvad vi ønsker at opnå her, og vi ser frem til at arbejde sammen med ham for at levere den succes, som denne klub kræver, udtaler Ashworth.
Fernandes har scoret 79 mål og bidraget med 67 assists i sine 234 optrædener for United. Dertil har han allerede vundet tre Sir Matt Busby Player of the Year-priser og skabt flere chancer end nogen anden Premier League-spiller, siden han kom til Old Trafford i januar 2020.