OldTrafford.dks debatforum lukker

Siden 2003 har OldTrafford.dk haft et debatforum, men tidens trend gør at vi nu lukker ned for det.

Kære læser og bruger af forummet,

Lige siden jeg i 2003 lavede den hjemmeside som endte med at blive til OldTrafford.dk har et debatforum været en stor del af hjemmesiden.

Dengang var internettet en helt anden størrelse. Dengang var verden lige gået fra at bruge de såkaldte USENET/Nyhedsgrupper, som foregik i et mærkværdigt e-mail format til at debatforums pludselig blev en stor del af communities på internettet.

I slutningen af 00’erne kom Facebook, twitter m.v. ind i danskernes hverdag. Pludselig stod der “social media eksperter” i nyhedsudsendelserne som på baggrund af deres 1-2 års erfaring med facebook mente at de kunne analysere sig til hvad som helst. Åh gud.

Men vi holdte live i debatforummet. Vi har set flere udgaver af forummet. Flere gange har jeg måttet stoppe op og relancere forummet idet internettet ændrede sig, sikkerhedsniveauet ændrede sig og det er ikke længere nok bare at kunne lidt html for at drive en hjemmeside med de funktioner jeg ønsker skal være der.

Det nuværende forum er vel 4. eller 5. generation af OldTrafford.dks forum. Det har været en fast del af OldTrafford.dk i mere end 16 år og jeg husker tilbage på mange diskussioner, skænderier og venskaber på baggrund af dette.
Jeg ved at det også har skabt mange venskaber (og sikkert også fjendskaber) mellem Manchester United-fans i Danmark, hvilket jeg er superstolt over.

Men alting har en ende og jeg er ked af at måtte meddele at det ikke længere giver meget mening at drive forummet videre på den nuværende platform og det nuværende format.
Forummet er ikke længere særlig aktivt. Meget af diskussionen er for alvor rykket over på facebook, twitter og andre medier, mens vi også på admin-delen og blandt skribenterne har mærket at det ikke længere er så forankret hos os.

At drive et sundt og aktivt debatforum kræver tid og masser af energi. Både for at drive indhold og debat, men også for at drive det rent teknisk. Ingen af disse ting besidder vi i øjeblikket desværre..

Jeg lader forummet være åbent den næste uges tid. Herefter begynder jeg at lukke det ned. Jeg ville gerne lade det være åbent og stå der for eftertiden, men internettet har udviklet sig til et værre sted når man ikke opdaterer og vedligeholder det, så for at undgå hackerangreb m.v., så vil det lukkes ned.

På vegne af OldTrafford.dk, Casper Heiselberg

 

Du kan dele dine oplevelser fra forummet her

Forrige artikel

Startopstilling: Rashford, Lindelöf og Maguire med fra start

Næste artikel

Gammel United-mand sikrede Bournemouth sejren

ANNONCE