Optakt: Aston Villa – Manchester United

United kan sikre sig deres syvende sejr i streg, når de lørdag drager til Birmingham for at spille den sidste kamp inden jul.

Louis van Gaals tropper skal forsøge at forlænge stimen til syv sejre i træk, når de i morgen møder Aston Villa på udebane.

Efter en tvivlsom start på sæsonen har Manchester United fundet formen, og det har ført dem til en tredjeplads i Premier League, otte point fra førstepladsen. Senest blev Liverpool sendt hjem fra Old Trafford med en lussing og et 3-0-nederlag – sågar i en kamp hvor United ikke imponerede rent spillemæssigt.

Generelt har det været pointhøsten snarere end spillet, der har fået smilene frem på United-fansenes læber. Efter flere af deres seneste seks sejre er de blevet kritiseret for at spille dårlig fodbold, men pointene er kommet i hus, og derfor ligger den mest vindende engelske klub i fodboldhistorien atter lunt i svinget.

Aston Villa har, som så mange gange tidligere i de seneste år, været meget uforudsigelige i deres resultater i denne sæson. Oftest er det dog gået skidt og derfor befinder Villa sig kun fem point fra nedrykningszonen.

I løbet af ugen har der været en del dramatik i Birmingham omhandlende en United-legende og en udlejet United-spiller. Roy Keane har ifølge diverse engelske medier opsøgt Tom Cleverley i hans hus – en historie, som Villa-manager Paul Lambert har bekræftet.

Rent statistisk er der gode muligheder for, at Manchester United får et godt resultat i den sidste kamp før jul. ”De røde djævle” har vundet deres seneste syv kamp mod Aston Villa, og ikke siden 1995 har Birmingham-klubben besejret United på Villa Park.

Dato, tid og sted:
Kampen bliver spillet lørdag den 20. december 2014, klokken 16:00 på Villa Park.

Skader/karantæner:
Hjemmeholdet må se bort fra fem spillere; Ashley Westwood, Joe Cole, Philippe Senderos, Nathan Baker og Libor Kozak er alle ude med skader.

Derudover må Aston Villa-manager Paul Lambert se bort fra tre gamle United-drenge. Kieran Richardson og Allan Hutton har begge karantæne, og Tom Cleverley er låst, fordi han er lejet ud fra Old Trafford. 

Louis van Gaal kan glæde sig over, at Angel di Maria er spilleklar igen. Årets spiller i Argentina mangler kampform, og derfor starter han sandsynligvis på bænken.

Ellers er skadessituationen uændret i forhold til seneste kamp mod Liverpool: Chris Smalling, Daley Blind og Luke Shaw er alle ude. Marcos Rojo er tvivlsom.

Dommer:
Lee Mason dømmer kampen.

 

Mulige startopstillinger:

Aston Villa
Guzan
Lowton – Vlaar – Clark – Cissokho
Delph – Sanchez
N’Zogbia – Weimann – Agbonlahor
Benteke
 

Manchester United
De Gea
Jones – Evans – Rojo
Valencia – Carrick – Mata – Young
Rooney
Van Persie – Falcao 

Hold øje med:
Manchester Uniteds bagerste kæde har haft en del problemer med hurtigere frontløbere, hvilket vi senest så i kampen mod Liverpool, hvor Raheem Sterling flere gange drev gæk med Phil Jones & co.

Mod Aston Villa skal United-forsvaret løbe om kap med Gabriel Agbonlahor. Den engelske angriber er ikke kendt som en målsluger – i denne sæson er det blevet til tre mål i 15 kampe – men han har speeden til at udfordre en til tider vaklende defensiv.

Skribentens bud på kampens udfald:
Den syvende sejr kommer i hus – United vinder 3-1.

Vidste du, at…

  • ”De røde djævle” har vundet deres seneste syv kampe mod Aston Villa.
  • De seneste tre af kampene er alle blevet vundet med tre mål.
  • Af de seneste 37 indbyrdes Premier League-kampe imellem de to hold, har United kun tabt én. (Et nederlag, 9 uafgjorte, 27 sejre)
  • Villa er det hold, som Wayne Rooney har scoret flest mål mod i sin karriere. 14 styks er det blevet til.
  • Robin van Persie har scoret otte mål mod Aston Villa.

TV:
Kampen bliver vist på 6’eren.

Hvem spiller i rivalerne imod:
Manchester City – Crystal Palace
Liverpool – Arsenal
Stoke – Chelsea 

Forrige artikel

Di Maria måske klar til Villa-kamp

Næste artikel

LVG vil se bedre fodbold

ANNONCE