Optakt: Big Sams dårlige stime skal forlænges

Manchester United skal søndag eftermiddag forsøge at generobre andenpladsen i Premier League, når de besøger West Bromwich Albion F.C. på The Hawthornes.

Manchester United sikrede sig tirsdag avancement i FA cuppen, da de slog West Ham. Men nu skal blikket igen vendes mod Premier League og generobring af andenpladsen. Søndag går turen cirka 100 kilometer sydpå, hvor de røde djævle gæster The Hawthorns.

West Bromwich er selvfølgelig holdet, som Ole Gunnar og hans tropper står overfor. Et hold, der siden deres sidste møde med Manchester United, har skiftet Slaven Bilić ud med Sam Allardyce på trænerposten. Det har dog næppe været den ønskede start, som den rutinerede englænder har fået sig hos ”The Baggies”. Kun en enkelt sejr er det blevet til siden Allardyce tog over.

Og selvom West Bromwich står som et af de svageste hold i ligaen, har de formået at få et par flotte resultater mod de førende hold i Premier League. Både på Anfield og Etihad fik West Bromwich et point med hjem, og dermed fik de bevist, at de kan være et drilsk hold for topklubberne i den bedste engelske række.

Det seneste opgør mellem Manchester United og West Bromwich var også en rodet affære. Et omsparket straffespark sikrede de røde djævle sejren, men West Bromwich bød United op til dans med både et skud på træværket og flere gode forsøg fra standardsituationer. Den tidligere United-keeper Sam Johnstone skal igen passeres søndag, og United-forsvaret skal møde op med et andet koncentrationsniveau, end hvad de viste mod Everton.

Dato, tid og sted:
Kampen spilles d. 13/02 kl. 15:00 på The Hawthornes.

Dommer:
Craig Pawson

Skader og karantæner:
Paul Pogba og Phil Jones er stadig ude med skader, mens Bailly igen er begyndt at træne med. Det er dog usikkert, om Bailly er kampklar endnu.

West Bromwich melder ikke om nogle skader, og Sam Allardyce kan derfor tage alle midler i brug.

Mulige startopstillinger:

Manchester United

De Gea

Wan-Bissaka – Lindelöf – Maguire – Shaw

Fred – McTominay

Greenwood – Fernandes – Rashford

Cavani

West Bromwich

Johnstone

Furlong – Ajayi – Bartley – Townsend

Sawyers

Phillips – Maitland-Niles – Gallagher – Grant

Diagne

Hold øje med:
Endnu engang skal Manchester United være opmærksomme på standardsituationer. West Bromwich har hovedstødstærke forsvarsspillere, og har også sikret sig den 1.91m høje angriber Mbaye Diagne på et lån der varer sæsonen ud. Der skal altså ikke gives dumme frispark og hjørnespark, hvor vi kan risikere usikre indgreb i det lille felt fra bl.a. David De Gea.

Skribentens bud på kampens resultat:
Manchester United har været i målhumør i Premier League, og jeg tror på, at angribernes selvtilid er helt i top. Derudover er West Bromwich ikke et hold, der har en skræmmende offensiv, og af den grund tror jeg ikke, at United indkasserer mål. Forhåbentlig er der fortsat mål i støvlerne hos United, og jeg tror på en stensikker 3-0-sejr til de røde djævle.

Vidste du, at:

  • Allerdyce vandt sine første to opgør mod Man Utd i sin trænerkarriere, men derefter er det kun blevet til en enkelt sejr i 22 kampe mod de røde djævle?
  • Et mål til United ville betyde, at de kommer op på 50 mål i ligaen på 24 kampe eller mindre for første gang siden 2012/13-sæsonen?
  • Manchester United er det hold i ligaen, der har fået flest point på udebane, mens West Brom har den dårligste hjemmebanestatistik med kun en enkelt sejr i 11 kampe?

TV:
Kampen vises på Xee og Viaplay.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Academy Watch: Shoretire fejrede sin første kontrakt med manér

Næste artikel

Solskjær følger Hålands udvikling i Bundesligaen

ANNONCE