Optakt: Hull City – Manchester United

Sol, måne og stjerner skal stå rigtigt, hvis United skal overtage tredjepladsen i morgen. For Hull er præmissen klar: Vind sæsonens sidste kamp eller forsvind.

Manchester United kan teoretisk set overhale Arsenal. Det kræver, at ”the gunners” taber til West Bromwich på hjemmebane, samtidig med at United slår Hull med syv overskydende mål. Det er et scenarie, som de modige spillefugle potentielt kan vinde mange penge på.

For Hull City er effekten af resultatet mere reel. Hvis de ikke slår United, rykker de ned i Championsship. Og sejren i sig selv er ikke nok. Steve Bruces tropper skal samtidig krydse fingre for, at West Ham kan stjæle point fra Newcastle.

Det bliver årets vigtigste kamp for Hull, og da United allerede har sikret sig Champions League-kvalifikation, bliver der spekuleret i, om ”de røde djævle” vil trække i håndbremsen. Specielt fordi Hulls træner er en Manchester United-legende. 

Sløsethed fra ”de røde djævle” bliver imidlertid ikke tolereret. I hvertfald ikke hvis man spørger Louis van Gaal:

– Jeg har sagt til spillerne, at de skal gå ud og udføre et stykke arbejde på søndag. Selvom Steve Bruce er en tidligere United-spiller, så bliver vi nødt til at gøre det som folk forventer af os, har hollænderen udtalt.

Derfor vil van Gaal formentlig også stille med absolut stærkeste opstilling.

Dato, tid og sted:
Kampen bliver spillet søndag den 24. maj 2015, klokken 16:00 på KC Stadium.

Skader/karantæner:
Hull City må undvære Robert Snodgrass, Mohamed Diame og Gaston Ramirez.

Til gengæld kan de glæde sig over, at Nikica Jelavic er fit for fight.

Louis van Gaal kom med både positive og negative skadesopdateringer i går. David de Gea er tvivlsom, efter at han måtte lade sig udskifte i kampen mod Arsenal.

Men Wayne Rooney er meldt klar og får formentlig en startplads i sæsonens sidste kamp.

Luke Shaw og Michael Carrick må på grund af skader begge kigge med fra tribunen.

Dommer:
Lee Probert skal dømme kampen.

Mulige startopstillinger:

Hull City
Harper
Chester – Dawson – McShane
Elmohamady – Meyler – Huddlestone – Quinn – Brady
N’Doye – Jelavic

Manchester United
Valdes
Valencia – Smalling – Jones – Blind
Mata – Herrera – Fellaini – Young
Rooney
Van Persie

Hold øje med:
Den kroatiske angriber Nikica Jelavic. Vækker navnet minder? Jelavic scorede to mål for Everton  i 4-4-kampen på Old Trafford i april 2012, og var derfor stærkt medvirkende til, at United smed mesterskabet til City.

Nu spiller han i Hull, hvor han er holdets topscorer. Otte mål er det blevet til i Premier League i denne sæson, og han er manden, hjemmeholdet skal sætte sin lid til i morgen.

Sagt om kampen:
”Det her er vores sidste chance. Enten tager vi os sammen og får et resultat mod Manchester United, eller også rykker vi ned. Vi må yde vores bedste, og så får vi forhåbentligt en fantastisk sejr med hjem.” – Robbie Brady, Hull Citys tidligere United-kant. 

Skribentens bud på kampens udfald:
Selvom Hull City kommer til at spille med dobbelt så meget vilje, tror jeg ikke, de slår Manchester United. Kampen ender 1-1 – et resultat, som alle vil være skuffede over og ingen kan bruge til noget.

Vidste du, at…
– Hull har aldrig vundet en Premier League-kamp i maj. Tre af deres 11 kampe har de spillet uafgjort, resten har de tabt.

– United har vundet deres seneste syv kampe mod Hull. Den samlede målscore i de kampe er 21-8.

– Senest at United tabte sæsonens sidste kamp var i 2007, hvor West Ham slog ”de røde djævle” 1-0 på Old Trafford.

TV:
Kampen bliver vist på 6’eren.
 

 

Hvem spiller i rivalerne imod:
Arsenal – West Bromwich

Manchester City – Southampton

Chelsea – Sunderland

Stoke – Liverpool 

Forrige artikel

Van Gaal: Jeg tror, De Gea bliver

Næste artikel

Daley Blind vurderer egen sæson

ANNONCE