Fred og Wilfred Zaha

Optakt: Kan United vinde ti i træk?

Manchester United skal på sejrsjagt på Selhurst Park onsdag aften. Læs OldTrafford.dk’s optakt til kampen herunder.

Aston Villa. Fulham. Burnley. Nottingham Forest. Wolves. Bournemouth. Everton. Charlton. Manchester City. Det er de ni seneste hold, Manchester United har mødt i alle turneringer. Og det, de har til fælles, er, at de alle er blevet sendt hjem med et nederlag.

Onsdag aften skal United så forsøge at gøre det antal af besejrede modstandere til tocifret – noget, der ikke er sket siden Sir Alex-dagene i 2009 – når Crystal Palace tager imod djævlene på Selhurst Park. Og lad os bare blive ved morgendagens gæsters strålende form.

De mange sejre taler for sig selv. Men som jeg ser det, er det nærmere måden, de sejre er kommet i land på, der er imponerende, og som virker langtidsholdbart.

Erik ten Hag har fået skubbet en selvtillid ind i truppen, som jeg ikke har set i ti år, på nær en kort honeymoon-periode under Ole Gunnar Solskjær. Alle tror på, at de kan levere for holdet, og det er, som om lige meget hvem, Ten Hag bringer i spil, så præsterer de.

Ten Hag har på rekordtid ikke bare fået implementeret mange af sine idéer, han har også skabt et bundsolidt fundament, som bl.a. kun holdt den offensive maskine, Manchester City, til ét skud på mål.

I de seneste år har Manchester United nærmest kronisk haft et problem med at slå de modstandere, der står lavt på banen. Men her er Forest, Bournemouth, Everton og Fulham – blandt andet – alle blevet fejet sikkert af banen til trods for deres lave udgangspunkt på banen.

Så hvad kan det ikke blive til for Ten Hags Manchester United, når de både kan holde de forsvarende mestre fra chancer samtidig med at skabe chancehav mod dybtstående modstandere? Det må du meget gerne komme med dit besyv med i kommentarfeltet under artiklen.

Men lad os fokusere på Manchester Uniteds modstandere onsdag aften for en stund.

Crystal Palace plejer at være en notorisk svær modstander for Manchester United, men i øjeblikket er The Eagles umådeligt dårligt kørende. Her har de tabt seks af deres seneste syv kampe.

Mod de vaklende storhold Chelsea og Tottenham blev de spillet ud af banen, de blev ekspederet ud af FA Cuppen af svage Southampton, de tabte 0-3 hjemme til oprykkerne fra Fulham, og den eneste sejr i dén periode kom mod et om muligt endnu svagere Bournemouth-hold.

Alt tyder på en favoritsejr til gæsterne. Men har man fulgt dem over det seneste årti, ved man, at den slags umiddelbare walkover-kampe som regel ender i én stor bananskræl.

Dato, tid og sted

Kampen spilles klokken 21:00 onsdag aften på Selhurst Park.

Kampens dommer

Robert Jones

Skader og karantæner

Manchester United vil være uden Donny van de Beek, Axel Tuanzebe, Jadon Sancho og højst sandsynligt også Diogo Dalot. Derudover tyder meget på, at Anthony Martial fortsat ikke er 100 procent, hvilket kan åbne en dør op for den nye mand Wout Weghorst.

For værterne er Joachim Andersen, James McArthur og Nathan Ferguson ukampdygtige.

Mulige startopstillinger

Crystal Palace:
Guaita
Clyne – Tomkins – Guehi (C) – Mitchell
Schlupp – Doucouré
Ayew – Olise – Eze
Zaha

Manchester United:
De Gea
Wan-Bissaka – Varane – Martinez – Shaw
Casemiro – Eriksen
Antony – Fernandes – Rashford
Weghorst*

*I og med, at Weghorst blev kastet direkte i træning, da han ankom til Manchester, mens Martial gik ud i pausen mod City, tror jeg, hollænderen starter. Derudover skal vi ikke undervurdere, hvor meget Ten Hag elsker store targetmen. Jeg tror, det åbner en plads for Weghorst onsdag. Dog starter Martial nok på Emirates i weekenden.

Hold øje med

Jeg har en stor forkærlighed for Palace-kreatørerne Eberiche Eze og Michael Olise. Førstnævnte er en målfarlig, lynhurtig dribler, mens sidstnævnte har en gudsbenået venstrefod, som har assisteret flere gange i denne sæson. De skal lukkes ned.

Skribentens bud på kampens resultat

2-0 til United. Værterne skal nok komme blæsende fra start, som de altid gør, når de spiller hjemme på Selhurst Park, men kan man få rystet de første intense minutter af sig, bør United være et niveau eller to over Palace.

Hvad tror du? Giv dit bud på kampens resultat – og hvorfor – i kommentarfeltet nedenunder.

Hvor vises kampen?

Kampen vises på See og Viaplay.

3 kommentarer
  1. Tror på at United fortsætter sejrsstimen og Rashford øger sin mål bonanza med 2 kasser…
    United vinder 4-1….

    GGMU

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Weghorst i første interview: Mit spil passer til Ten Hag

Næste artikel

Pressemøde: Martial eller Weghorst mod Palace?

ANNONCE