(Photo by Ash Donelon/Manchester United via Getty Images)
På en onsdag som denne har United førhen i tiden optrådt i Champions League. Det var dengang. For nuværende blæser der fortsat ustabile vinde over klubben i den røde del af Manchester, der plejede at kvalificere sig til til ‘mestrenes turnering’ uden problemer. Men i år må man nøjes med Europa League. Et europæisk gruppespil, der ligesom Champions League, har ændret format.
United skal i løbet af gruppespillet spille otte og ikke seks gruppespilskampe. Det kan du læse mere om i denne artikel, der giver en grundig gennemgang af det nye format.
Klubberne, United skal tørne ud mod i løbet af gruppespillet, er overkommelige modstandere. Og måske også mere passende, for i sidste sæson havde Manchester-klubben svært ved at slå en klub som FC København. I aften tager United imod hollandske FC Twente, hvilket bliver første gang nogensinde, de to klubber møder hinanden i en officiel kamp.
For vores cheftræners vedkommende er aftenens gæster overhovedet ikke ukendte. Ten Hag har som træner i den hollandske Eredivisie mange gange krydset klinger med den østhollandske klub. Men det er som spiller, han kender klubben bedst. Som aktiv spiller repræsenterede han Twente over to perioder fra 1989 til 2002 og spillede i alt 257 kampe.
Forventningen er, at United kommer sejrrigt ud af kampen og bygger videre på det positive spil, man har set siden landskampspausen. Dog er Twente ikke noget dårligt mandskab og kan, hvis United ikke rammer dagen, drille dem. Godt nok er Twente registreret i det fjerede seedningslag, men det er på ingen måde ensbetydende med, at de er et af de dårligste modstandere, United skal møde i gruppespillet. Det er næsten lige modsat.
Hvem er FC Twente?
De hollandske gæster ligger placeret på en fjerdeplads i den hollandske Eresdivisie, og deres første seks kampe har været en lidt blandet pose bolsjer. De smed dumme point mod mindre modstandere i de første fire kampe, mens deres seneste to kampe har budt på sikre sejre. I weekenden tankede de en masse selvtillid med en 5-0 sejr over Almere City. Dog er de endnu ikke blevet testet imod nogle af de hollandske storklubber, så det bliver spændende at se, om de kan holde stand i aften.
Selskabet i Europa League sikrede de sig gennem sidste sæsons tredjeplads i ligaen, foran AZ Alkmaar og Ajax. I første omgang gav det adgang til kvalifikationsspillet i Champions League, men det blev også hurtigt endestationen, da de i tredje runde blev slået ud af Red Bull Salzburg. Det er i aften første gang Twente er tilbage i et europæisk gruppespil siden sæsonen 2012/13, hvor de også deltog i Europa League.
Siden 2023 har Joseph Oosting været cheftræner for FC Twente. Klubben har i løbet af de seneste tre sæsoner haft en stabil placering i toppen af hollandsk fodbold, men i sidste sæson formåede Oosting at tage klubben et step længere opad rangstigen og sikrede klubben deres første sølvtøj siden 2014.
Det gjorde han med offensiv og boldbesiddende fodbold, hvilket gjorde Twente til lidt af en ‘darling’ blandt neutrale tilskuere. Den rødblusede klub fra den østhollandske region, Twente, var i sidste sæson et meget stærkt hold på hjemmebane – 14 vundne ud af 17 kampe. Samtidig sled de med det på udebane. Kun syv sejre i 17 udekampe blev det til. Og det er altså blot i den hollandske liga. Derfor kan meget også tyde på, at de får det svært i aften.
Dato, tid og sted
Opgøret sættes i gang i aften kl. 21 på Old Trafford.
Dommer
Fløjten bliver passet af den italienske dommer Simone Sozza. Resten af dommerteamet er også italienske.
Skader og karantæner
I United-lejren er der ikke sket det store på skadesfronten siden weekenden. Til vores store begejstring er Højlund og Mount tilbage i truppen, og begge spillere kan meget vel komme i spil i aften.
Manchester United meddeler på deres hjemmeside, at Victor Lindelöf og Tyrell Malacia er tilbage i træning og er de næste i rækken til at få deres comeback. Malacias makker på venstrebacken, Luke Shaw, er fortsat skadet og ude med lægproblemer, men han forventes også at være tilbage inden længe.
Udeholdet fra Twente må undvære sidste sæsons nøglespiller Michal Sadilek, der pådrog sig en skade under EM-slutrunden, da han optråde for Tjekkiet. Han fik i forrige uge følgeskab af Younes Taha, der brækkede benet mod PEC Zwolle.
Mulige startopstillinger
En måned inde i sæsonen begynder kampprogrammet at blive mere tætpakket. To kampe om ugen gør, at man må forvente, at ten Hag begynder at rotere noget mere på holdet. Også med tanke på, at man spiller Europa League og netop derfor har råd til at prøve nogle andre spillere af end normalt.
Af ændringer fra weekenden forudser jeg, at Højlund får sin første kamp fra start i sæsonen. Det er en kamp, der niveaumæssigt kunne passe rigtig godt til ham, eftersom han nok stadig er lidt rusten. Samtidig kan han få nogle gode aktioner, måske komme på tavlen og få kickstartet sin sæson. Derudover ser jeg for mig, at Ugarte får en plads i startopstillingen. Han spillede ikke så meget i weekenden, hvorfor han sandsynligvis erstatter enten Mainoo eller Eriksen på den centrale midtbane.
Manchester United (4-2-3-1)
Onana
Mazraoui – Maguire – Martinez – Dalot
Eriksen – Ugarte
Amad – Fernandes – Rashford
Højlund
FC Twente (4-2-3-1)
Unnerstall
Van Rooji – Hilgers – Bruns – Salah-Eddine
Regeer – Eiting
Rots – Steijn – Vlap
Lammers
Hold øje med
Aftenens øjne bør rettes mod Rasmus Højlund. Han er tilbage igen, og baseret på de seneste udtalelser fra ham og hans holdkammerater kan man håbe, at hans sæson for alvor bliver skudt i gang i aften.
Manchester United bør holde øje med udeholdets nummer 14 og talisman, Sem Steijn. Den 22-årlige hollænder er på alles læber i Holland for tiden. I sæsonens første seks kampe har han allerede lavet seks mål og en assist – imponerende tal for en offensiv midtbanespiller.
Skribentens bud på kampens resultat
Begge mandskaber vil fra kampens start teste hinanden. Kampen bliver ikke en lukket en af slagsen, hvorfor jeg regner med en masse chancer og mål i begge ender. Selvom Twente er fra fjerde seedningslag, tror jeg ikke, United kommer til at holde dem fuldstændig fra fadet. De har allerede lavet 12 mål i den hollandske liga og er et af de mest målfarlige hold i Holland. Jeg forudsiger, kampen ender 3-1 til United. Rashford, Højlund og Maguire kommer på måltavlen.
Hvor kan man se kampen?
Kampen kan ses på Disney+.