Schweizisk revolution og Manchester Uniteds vej til Europa League-trofæet

Den nye schweiziske model er nu en realitet, og på onsdag spiller Manchester United deres første kamp i denne sæsons Europa League. Men hvordan fungerer det nye format, og hvorfor har man overhovedet har valgt at ændre det? Det ser vi nærmere på i denne artikel.

Foto: Mike Hewitt/Getty Images

Manchester United møder igen europæisk modstand onsdag aften på Old Trafford. Desværre bliver det uden, at den velkendte Champions League-hymne blæser ud gennem højttalerne på ‘The Theatre of Dreams’. For Manchester United møder nemlig FC Twente i den nye og meget uoverskuelige ligafase af UEFA Europa League. Men nu klædes du på, så du forstår det nye format af turneringen.

Det nye format adskiller sig fra det tidligere gruppespil, hvor klubberne var opdelt i grupper af fire. Nu spilles der i én stor liga.

Strukturen kaldes “The Swiss Model” og blev for første gang taget i brug i Zürich, da en skakturnering skulle afvikles i 1895, hvilket også forklarer navnet. Siden da har strukturen været taget i brug til flere fodboldturneringer, dog er den mest nævneværdige CONCACAF Nations League-kvalifikationsturnering. Men nu er modellen klar, og den har allerede debuteret i Champions League.

I det nye format kommer Manchester United ikke til at møde alle klubber i ligaen. Klubberne spiller nemlig otte kampe mod otte forskellige modstandere. Modstanderne bestemmes ud fra et seedningssystem, som sikrer, at hver klub får en kombination af stærke og svagere modstandere.

Den nye struktur blev offentliggjort i 2022, kun et år efter European Super League stjal alle overskrifter, og som skulle have haft et lignende format. Nu træder “The Swiss Model” så i kraft i UEFAs klubturneringer, hvor følgende overskrifter er mest opsigtsvækkende.

  • Antallet af klubber udvides fra 32 til 36.
  • En ligafase erstatter det tidligere gruppespil.
  • Hver klub spiller otte kampe mod otte forskellige modstandere i ligafasen.

Hvorfor dette nye format?

Inden en længere forklaring om, hvordan Europa League og de to andre europæiske klubturneringers ændringer udfoldes i artiklen her, dykker vi lidt ned i, hvorfor dette nye format nu indføres.

Det samme nye format ses, som nævnt, også i Champions League, og det er nok her, den reelle grund skal findes for, hvorfor klubberne i de europæiske turneringer nu skal spille flere kampe.

Vi husker alle ugen, hvor European Super League både blev offentliggjort og tilintetgjort. Tanken bag ligaen var, at de største klubber, der som regel spiller Champions League, skulle møde hinanden så ofte som muligt, fordi klubberne mente, at det var dét, fodboldfans ønskede at se. Men selvom planen blev skrottet, hævder kritikere, at UEFA samtidig stod over for en udfordring. De skulle finde en løsning, som kunne tilfredsstille udbryderklubberne økonomisk.

Et år senere stod det klart, at Champions League, Europa League og Conference League skiftede format. Og det nye format skal ifølge UEFA øge spændingen og gøre turneringerne mere dramatiske.

– Det nye format vil skabe en bedre konkurrencebalance mellem alle klubber med mulighed for, at hver klub møder modstandere på et lignende niveau gennem hele ligafasen. Hver kamp tæller. Det nye ligaformat vil sikre, at ethvert resultat har potentiale til dramatisk at ændre en klubs placering helt frem til sidste spillerunde, skriver UEFA på sin hjemmeside.

“The Swiss Model” møder kritik

Kritikere af det nye format hævder, at det primært er blevet indført for at sikre de store klubber større økonomiske gevinster ved deres deltagelse i UEFAs klubturneringer. Det er i hvert fald, hvad en række tyske klubbers fans, sammen med enkelte andre europæiske klubbers fans – heriblandt danske – argumenterer for i en fælles erklæring på hjemmesiden nein-zur-cl-reform.de.

– UEFAs begrundelse for at reformere de europæiske turneringer virker paradoksal: Målet er at styrke de indledende runder og modvirke monotonien i gruppespillet. Men i virkeligheden kan man forvente det modsatte. De eksisterende strukturer vil blive yderligere cementeret, og de “store spillere” vil få endnu mere økonomisk forudsigelighed, skriver klubbernes fans.

UEFA afviser heller ikke det økonomiske aspekt. Men de argumenterer for, at de ekstra indtægter, der genereres gennem flere kampe, vil komme hele fodboldsystemet til gode og ikke kun de største klubber.

– Det nye format vil generere en større indtægt, hvilket vil gavne de deltagende klubber samt bidrage til en stigning i solidaritetsbetalinger gennem hele fodboldpyramiden, skriver UEFA på sin hjemmeside.

Derudover har flere spillere også kritiseret det nye format, fordi de nu skal spille flere kampe i et allerede tætpakket program.

– At gå i strejke er en mulighed, spillerne er slet ikke blevet hørt. Vi er nødt til at hæve vores stemmer, siger Dani Carvajal, der til daglig spiller i Real Madrid, og som kun er en af flere spillere, der har kritiseret den nye model.

Fra 32 til 36 klubber 

Normalt er vi vant til, at 32 klubber bliver fordelt i otte grupper, hvor de to bedste fra hver gruppe går videre til knockout-fasen sammen med de otte Champions League-klubber, der er endt som nummer tre i deres gruppe. Men det er nu slut.

I stedet vil 36 klubber nu deltage i en ligafase, hvor flere af dem – i modsætning til Manchester United – har været igennem en eller flere kvalifikationskampe tidligere på sæsonen.

Men flere klubber betyder også flere kampe. Derfor skal Manchester United og de andre Europa League-klubber, som nævnt tidligere, nu spille otte kampe mod otte forskellige modstandere i ligafasen, som først slutter i januar. Det står i kontrast til tidligere, hvor man blot mødte tre klubber ude og hjemme i et gruppespil, der som regel var færdigspillet i slutningen af november.

Dertil er det afgørende, hvor man ligger placeret i ligatabellen, når den sidste ligakamp fløjtes af til januar, selvom hele 24 klubber går videre fra ligafasen. De bedste otte klubber kvalificerer sig direkte til ottendedelsfinalerne, hvorimod de klubber, som ligger placeret mellem niende og 24. pladsen, skal spille to kampe yderligere for at kvalificere sig til ottendedelsfinalerne.

Ingen af Europa League-klubberne skal spille Conference League efter ligafasen.

Manchester Uniteds modstandere i ligafasen

En ting, der ikke har ændret sig meget, er seedningssystemet før turneringsstart. Men i modsætning til tidligere, hvor det forhindrede Manchester United i at møde andre klubber fra øverste seedningslag i Europa League, skal United denne gang op imod både Porto og Rangers, som også er placeret i det øverste lag.

Kampprogram

  1. FC Twente (Hjemme)
  2. Porto (Ude)
  3. Fenerbahce (Ude)
  4. PAOK (Hjemme)
  5. Bodø/Glimt (Hjemme)
  6. Viktoria Plzen (Ude)
  7. Rangers (Hjemme)
  8. Steaua Bucharest (Ude)

Knokoutfasen

Når ligafasen er overstået, mødes vi af noget, vi kender i knockoutfasen, dog med enkelte ændringer. For Manchester United skal ikke længere bekymre sig om at skulle stå over for Champions League-modstand. Klubberne fra den turnering falder nemlig ikke længere ned i Europa League, når ligafasen er slut.

Som det ses på den nedenstående grafik, har ens placering i ligafasen stor betydning for, hvor hård modstand man møder på vej mod finalen. Ender Manchester United eksempelvis som nummer et i ligafasen, risikerer Manchester-klubben først at møde en klub fra ligafasens top seks i en eventuel semifinale.

Fra ottendedelsfinalerne og frem kører turneringen efter det traditionelle to-bens knockout-format, hvor klubberne mødes på både hjemmebane og udebane, og hvor det samlede resultat afgør, hvem der går videre. Det er også herfra, to klubber fra samme land nu godt kan møde hinanden, dog med få undtagelser.

Manchester Uniteds placering i ligafasen kommer til at have betydning for klubben resten af turneringen.

 

 

Forrige artikel

The Telegraph: Konsultation imellem United og fans starter i denne uge

Næste artikel

Lindelöf og Malacia er tilbage på græs

ANNONCE