Optakt: Manchester United – Aston Villa

At det er tredje runde, betyder dog ikke, at det er de to mandskabers tredje optræden i denne sæsons FA Cup. Alle Premiership-klubber indtræder først i…

At det er tredje runde, betyder dog ikke, at det er de to mandskabers tredje optræden i denne sæsons FA Cup. Alle Premiership-klubber indtræder først i turneringen i tredje runde, og det er dermed både Uniteds og Villas første kamp i denne sæsons udgave af den ældgamle cup-turnering. United har klaret sig flot i både Premier League og Champions League, men har storklubben ambitioner om at genvinde The Treble, skal de også bevise deres værd i FA Cup’en. Aston Villa har ikke vundet et trofæ siden 1996, hvor Leeds blev besejret i Liga Cup-finalen. Derfor hungrer Birmingham-klubben efter succes, og FA Cup’en kan være en gylden mulighed for Villa, selvom der er lang vej endnu. En FA Cup-titel giver desuden en plads i europæisk fodbold, og det er garanteret også en ting, Aston Villa længes efter, da de ikke har spillet i Europa siden 2001.

Hverken United eller Villa formåede at opnå den helt store succes i sidste års FA Cup. Begge mandskaber røg ud i femte runde af turneringen. United tabte til de senere vindere fra Liverpool, mens Aston Villa blev slået ud af Manchester City.

Med 11 FA Cup-triumfer er Manchester United det hold, der flest gange har kunnet løfte det prestigefyldte trofæ. Seneste mand til at gøre dette var Roy Keane, da United i 2004 fik en overbevisende 3-0-sejr over Millwall i finalen. Aston Villa har i alt vundet turneringen syv gange. Der er dog gået 50 år siden deres seneste triumf. Her blev netop Manchester United besejret i finalen.

Ti gange har United og Villa mødt hinanden i FA Cup-sammenhæng. Otte gange har United trukket sig sejrrigt ud af opgørene, mens Aston Villa har vundet to. Seneste møde var på vejen til Uniteds triumf i 2004. Allerede i tredje runde mødtes klubberne, og med to mål sørgede Paul Scholes for videre avancement til United.

Manchester United og Aston Villa har i denne sæson allerede mødtes en enkelt gang. Det var for blot to uger siden, og her vandt United 3-0 efter forrygende præstationer af Cristiano Ronaldo og Paul Scholes. Det er ikke sikkert, at de to deltager i weekendens møde med Villa, men det er der stor sandsynlighed for, at de gør i næste weekend, hvor Aston Villa i ligaen besøger Old Trafford.

Begge Aston Villas danskere, Thomas Sørensen og Martin Laursen, sidder udenfor med skader til den store kamp. Det betyder, at Villa vil have den lejede Gábor Király på mål. Villa kan derudover glæde sig over, at anfører Gareth Barry er vendt tilbage fra karantæne. Til gengæld vil Olof Mellberg afsone sin karantæne i denne weekend. Kun Louis Saha er på skadeslisten hos United, og det giver plads til Ole Gunnar Solskjær og nyerhvervede Henrik Larsson i angrebet. Også den polske keeper Tomasz Kuszczak har fået lovning på en startplads.

Skribentens bud på kampens udfald
Kampen skal vindes, og det bliver den også. Henrik Larsson kommer for første gang i aktion, og mon ikke han scorer et mål eller to? United vinder 3-1.

Sandsynlig startopstilling
Kuszczak
Brown – Ferdinand – Silvestre – Heinze
Park – Carrick – O’Shea – Giggs
Solskjær – Larsson

Uniteds trup: Kuszczak, Heaton, Neville, Brown, Ferdinand, Vidic, Silvestre, Evra, Heinze, Ronaldo, Park, Fletcher, Carrick, Scholes, O”Shea, Giggs, Richardson, Rooney, Solskjær, Larsson

Aston Villas trup: Kiraly, Olejnik, Hughes, Cahill, Ridgewell, Bouma, Agbonlahor, Petrov, Davis, McCann, Barry, Osbourne, Gardner, Angel, Baros, Samuel, Whittingham, Agathe, Djemba-Djemba

Forrige artikel

Giggs og co. skal bære høreværn - Vi larmer for meget

Næste artikel

Bale købes i næste uge

ANNONCE