Optakt: Manchester United – West Bromwich

Manchester United er på jagt efter den tredje sejr på stribe.

Åh, den søde juletid. Ikke nok med, at det er tiden, hvor den gode mad og familien er i højsædet, men det er også for alvor Premier League- og Manchester United tid! Kampene kommer som perler på en snor, og selvom det travle program er blevet kritiseret voldsomt igennem årene, så er det altid en sjov tid at være fodboldfan på.

I onsdags hentede Manchester United tre point på Selhurst Park mod Alan Pardew og Crystal Palace, i en kamp der ikke vil gå over i historien for flotte detaljer og poleret spil. De tre point kom dog i hus, og dermed går Manchester United ind til de kommende uger med seks point efter to kampe. Kan Manchester United fortsætte stimen over julen, er der gode chancer for, at de pludselig er væsentligt tættere på de sjove pladser, når nytåret kommer.

Næste kamp på programmet er en svær udekamp mod West Bromwich Albion. West Bromwich har overrasket positivt i denne sæson, og de er netop nu placeret lige under Manchester United på en flot syvendeplads. En mere end godkendt præstation af Tony Pulis og resten af holdet.

På mål har West Brom den tidligere Manchester United-spiller, Ben Foster, som for alvor har blomstret i klubben. De fleste peger på Foster som værende en af de største faktorer til den store succes i denne sæson. Udover Ben Foster slår både Johnny Evans og Darren Fletcher nu deres foldere i klubben med delt succes.

Den nuværende syvendeplads er kommet efter sejre over holdene under dem, mens de har haft det svært mod topholdene. Det vil de uden tvivl forsøge at lave om på, når Manchester United gæster The Hawthorns.

Manchester United har traditionelt set haft det svært mod West Bromwich de seneste år. Statistikken siger 5-2-3 i Uniteds favør for de seneste 10 kampe. Sidste sæson blev det til én sejr og ét nederlag i ligaen. Udekampen står klart i erindringen, da det var i dette opgør, Juan Mata måtte se sig udvist allerede efter 27 minutters spil. Herefter blev kampen aldrig den samme, og det udnyttede Rondon i slutningen af matchen til at score kampens eneste mål.

Det er altså revanchetid denne lørdag og Mourinhos tropper vil uden tvivl være sultne efter at udbygge stimen til tre sejre i Premier League. West Bromwich kommer dog også med en frisk 3-1 sejr over Swansea i bagagen, og derfor kan det blive en stor mundfuld.

José Mourinho har allerede sagt, at han ikke ønsker at rotere meget henover julen for at opretholde momentum, og det skal derfor blive spændende at se, om spillerne er friske til den anden hårde udekamp på blot tre dage.

Dato og tid:

Kampen spilles lørdag d. 17/12 klokken 18.30.

Skader og karantæner:

Bailly måtte igen udgå med en skade mod Crystal Palace og kommer næppe i spil. Chris Smalling når heller ikke at blive klar, og det forventes heller ikke, at Mkhitaryan og Shaw kommer til at indgå i truppen.

West Bromwich har igen Craig Dawson tilgængelig efter karantæne, mens Berahino også kan være tilbage efter en skade.

Kampens Dommer:

Anthony Taylor dømmer lørdagens kamp.

Mulige startopstillinger:

Manchester United

De Gea

Valencia – Rojo – Jones – Blind

Herrera – Carrick

 Mata – Pogba – Martial

Ibrahimovic

West Bromwich

Foster

Nyom – Dawson – Olsson – Brunt

Fletcher – Yacob

Phillips – Morrison – Chadli

Rondon

Hold øje med:

Salomon Rondon har haft en glimrende sæson indtil videre, men det er egentlig ikke grunden til, at jeg vælger ham her. Det er udelukkende på grund af hans vilde præstation mod Swansea i onsdags, hvor han scorede hattrick med hovedet på blot 13 minutter. Vi må derfor forvente, at det er en spiller, som næsten kan gå på vandet, der starter lørdagens kamp. Han har, som nævnt tidligere, før forvoldt Manchester United store problemer, og han kan meget vel gøre det igen.

Sagt om kampen:

”De spiller rigtig godt. Det er et meget konkurrencedygtigt hold med rigtig stærke forsvarsspillere, og det er aldrig let at score mod dem. Jeg er derfor ret overbevist om, at det bliver en utrolig svær kamp for os”. – David de Gea.

Skribentens bud på resultatet:

Marginalerne ser ud til at være vendt til Manchester Uniteds fordel i de seneste kampe, og det skal meget gerne fortsætte. Der burde være gode muligheder mod West Bromwich, hvis offensiven formår at åbne den mur, som med garanti vil være placeret lige foran West Bromwich straffesparksfelt i det meste af kampen. De vævre, hurtige kombinationer kan blive afgørende, og derfor kunne Juan Mata også sagtens få en central rolle i kampen. Lad os så bare håbe, at det bliver for angrebsspillet denne gang. Jeg tror, Manchester United for anden gang på tre dage vinder 2-1.

Vidste du, at:

  • Manchester United og West Bromwich begge er etableret i 1878 af lokale industriarbejdere.
  • Manchester United har scoret 99 mål på udebane mod West Bromwich.
  • Darren Fletcher og Johnny Evans har spillet henholdsvis 223 og 131 kampe for Manchester United.
  • The Hawthorns blev taget i brug tilbage i september 1900.
  • West Bromwich har vundet den engelske liga én gang (1919-1920).

TV:

Kampen bliver vist på 6eren og DPlay.

Hvem spiller rivalerne mod:

  • Crystal Palace – Chelsea
  • Manchester City – Arsenal
  • Tottenham – Burnley
  • Everton – Liverpool

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Forrige artikel

U23: Sejr over Sparta Prag

Næste artikel

Rygte: Everton vil snuppe Schneiderlin

ANNONCE