Optakt: Milton Keynes Dons – Manchester United

Louis van Gaal jagter sin første United-sejr i en betydende kamp, når ”de røde djævle” besøger MK Dons i Capital One Cuppen.

Den hollandske manager har endnu sin første sejr til gode i Manchester United. En skuffende start i Premier League har budt på nederlag til Swansea og uafgjort mod Sunderland. Nu venter MK Dons fra League One i anden runde af Capital One Cuppen.

Det er første gang nogensinde, at de to klubber møder hinanden. MK Dons blev grundlagt i 2004, hvor de overtog Wimbledon FC’s licens – et hold, United har mødt 32 gange tidligere.

Det forventes, at van Gaal vil stille med et noget reservespækket hold. Førsteholdstruppen er hårdt ramt af skader, og United spiller en tidlig Premier League-kamp på lørdag mod Burnley. Det er sandsynligt, at flere unge spillere vil få chancen.

MK Dons er startet deres sæson fint. De har fået syv point ud af deres første fire kampe og ligger pt. på en syvendeplads i League One.

Det er første gang siden 1995-96-sæsonen, at Manchester United går ind i Capital One Cuppen allerede i anden runde.

Dato, tid og sted:
Kampen bliver spillet tirsdag den 26. august 2014, klokken 21:00 på Stadium mk.

Skader/karantæner:
Hjemmeholdet er uden forsvarsspilleren Lee Hodson. Deres målmand, David Martin, er tvivlsom.

Chris Smalling blev føjet til Uniteds i forvejen lange skadesliste, da han humpede fra banen på Stadium of Light i søndags.

Foruden Smalling er Luke Shaw, Ander Herrera, Anderson, Marouane Fellaini og Jesse Lingard ude med skader.

Jonny Evans og Michael Carrick er tvivlsomme, og det er usandsynligt, at Louis van Gaal vil tage nogle chancer med dem i morgen.

Det er stadig usikkert, om Marcos Rojo når at få sin arbejdstilladelse i orden inden kampen.

Dommer:
Stuart Attwell skal dømme kampen.

Mulige startopstillinger:

 

Milton Keynes Dons
McLoughlin
Baldock – McFadzean – Kay – Lewington
Powell – Potter – Alli – Reeves
Bowditch – Afobe

Manchester United
Amos
M. Keane – Jones – Blackett
Rafael – Rothwell – Petrucci – James
Januzaj
Wilson – Chicharito

 

Hold øje med:
Den 18-årige Delle Ali betragtes som et stort talent, og han har tiltrukket sig opmærksomhed fra adskillige Premier League-klubber. Den lokale Buckinghamshire-knægt er en kreativ midtbanespiller, som både kan score og lægge op til mål, og det har fået blandt andet Liverpool til at vise interesse for ham.

Sagt om kampen:
”Vi må tage sikkerhedshjelmen på, parkere bussen og gøre alle de ting, du er nødt til at gøre mod de rigtig gode hold.” – MK Dons-manager Karl Robinson.

Skribentens bud på kampens udfald:
”De røde djævle” vinder 2-1 og giver Louis van Gaal hans første United-sejr i en betydende kamp.

TV:
Kampen bliver vist på 6’eren.

Husker du?
Da Peter Schmeichel fik annulleret sin saksesparksscoring for offside i en FA Cup-kamp?

Det var tilbage i 1997 mod Wimbledon, før de var blevet til MK Dons. Gense det flotte (offside)mål i videoen her. 

 

 

Forrige artikel

PA: Di Maria præsenteres tirsdag

Næste artikel

Kun lægetjek venter for Angel di Maria

ANNONCE