Optakt: Norsk stævnemøde

På mandag kl. 21.00 på et aflukket stadion i Køln, støder de to tidligere norske landsholdskollegaer, Ståle Solbakken og Ole Gunnar Solskjær sammen i et knald-eller-fald-opgør om videre avancement i Europa Leagues kvartfinaler, som træner for hvert deres hold. Vi klæder dig på til opgøret, som bliver det tredje møde i historien imellem Manchester United og FC København.

Kvartfinalen står for døren. Endelig, fristes man næsten til at sige.

Siden 12. marts, hvor man i det første af to opgør i ottendedelsfinalerne i Europa League udraderede østrigske LASK, har man i United set frem imod dette opgør, som nu endelig finder sted små fem måneder senere.

Det bliver uden tilskuere. Langt væk fra både Old Trafford og Parken. Og i kun et enkelt opgør, at slaget om en plads i semifinalen nu skal slås. Og modstanderen bliver altså FC København efter, at de noget overraskende vendte et 1-0 nederlag i det første opgør til en 3-0 sejr i returopgøret over de nykårede tyrkiske mestre, Istanbul Başakşehir med kendte navne som Gael Clichy, Demba Ba, Eljero Elia og Martin Skrtel på holdkortet.

Dermed er der altså lagt op til et stævnemøde mellem de to norske venner, Ole Gunnar Solskjær og Ståle Solbakken.
Solskjær og Solbakken har, som nævnt, en fælles fortid på det norske landshold, hvor de har spillet mere end 50 landskampe sammen, men de er også gode venner privat og ved, ifølge Solskjær selv, alt om hinanden.

– Jeg kender Ståle Solbakken særdeles godt. Han er en af mine gode venner. Jeg tog min pro-licens uddannelse med ham i København, har Solskjær udtalt til klubbens hjemmeside.
– Så jeg ved stort set alt, hvad der er at vide om Ståle. Og han ved nok også alt, hvad der at vide om mig. Jeg ser frem til kampen, uddyber den norske United-træner.

De to landsmænd har aldrig tidligere stået over for hinanden som trænere, men Solskjær har, som træner for Molde, tilbage i 2012, mødt FC København, ligesom at Solbakken har ført FC København i aktion mod Manchester United to gange tidligere i Champions League tilbage i 2006. Her var Solskjær i øvrigt med som spiller for Manchester United.

Solskjær har desuden været i praktik i FC København i 2011 i forbindelse med sin træneruddannelse, da han lige havde overtaget tøjlerne i den norske klub, Molde. Så på trods af den begrænsede interaktion historisk set de to klubber imellem, så er der næppe nogen fare for, at United går ud og undervurderer FC København – til det kender Solskjær simpelthen FCK og Solbakken alt for godt.

Og det kan vise sig at være en stor fordel for United, fordi FCK har tidligere vist sig at kunne volde storhold, som har tilgået opgaven for nonchlant, store problemer. Ved det første møde mellem Manchester United og FCK i 2006 vandt københavnerne som bekendt kampen med 1-0 på mål af Marcus Albäck og i 2010 fik FCK tilkæmpet sig uafgjort i en puljekamp i Champions League mod FC Barcelona, som senere den sæson skulle vise sig at gå hele vejen og vinde turneringen – efter en sejr i finalen, i øvrigt, over Manchester United. Så overraskelser i Europa er ikke et helt ukendt fænomen for FCK, for hvem en sejr på mandag mod Manchester United vil være en historisk bedrift.

For Manchester United er det anderledes uklart, hvor højt turneringen vil blive prioriteret i klubbens forberedelser, som også må inkludere et fremkig mod næste sæson, som starter allerede om en måneds tid, den 12. september. Et videre avancement kan for United betyde, såfremt man går hele vejen til finalen, at man kun har små tre ugers forberedelsestid til næste sæson, hvor ambitionen må være at forbedre den netop overståede sæsons præstation, som endte med en 3. plads.

I det tvangspålagte returopgør mod LASK, som udspillede sig som noget af en tørvetriller af en fodboldkamp blev førstegarnituren, som Morten Bruun ville udtrykke det, sparet til fordel for spillere som Jesse Lingard, Juan Mata og Odion Ighalo, men det er forventningen, at United på mandag atter vil finde ’the usual suspects’ fra post-coronatiden frem og stille med stærkeste opstilling.

Alt kan selvfølgelig ske, når der nu kun er tale om et enkelt opgør, og den utvivlsomt større betydning/sensation ved udsigten til en sejr for FCK, kan selvfølgelig også spille ind, men når Manchester United stiller med hele kavaleriet, så må og skal det være en formsag at ekspedere FC København, ud af turneringen, med tanke på, at danskerne har haft en skuffende sæson i den hjemlige liga, hvor man endte 14 point efter FC Midtjylland og med tanke på, at klubbens topscorer, Dame N´Doye netop har forladt klubben. Sådan må forventningerne være. Også selvom, at Ståle Solbakken har langt over 100 europæiske kampe under bæltet som træner, hvorimod kampen på mandag bliver Ole Gunnar Solskjærs 15. kamp i Europa for Manchester United.

Dato, tid og sted: 
Kampen spilles på mandag den 10. august, kl. 21.00 på RheinEnergieStadion i Køln, Tyskland for tomme tribuner. Der er ikke noget retuopgør, så vinderen af opgøret går i Semi-finalen.

Skader og karantæner:
Luke Shaw og Axel Tuanzebe er begge dømt ude for resten af sæsonen, hvorimod Phil Jones så småt er begyndt at vende tilbage til træning og måske kan nå at spille en rolle. Om det bliver allerede på mandag er dog tvivlsomt. 

Hos FCK er Viktor Fischer og Ragnar Sigurdsson begge skadede, hvorimod Michael Santos er ude med karantæne. 

Dommer:
Clément Turpin fra Frankrig vil være manden med fløjten. Den 38-årige dommer dømte blandt andet Uniteds 0-0-kamp i Champions League mod Sevilla i 2018. 

Mulige startopstillinger: 

Manchester United
Romero

Wan-Bissaka – Lindelöf – Maguire – Williams 

Matic 

Bruno – Pogba 

Greenwood – Martial – Rashford 

 

FCK
Johnsson 

Varela – Nelsson – Bjelland – Boilesen 

Biel – Stage – Zeca – Falk 

Wind – Daramy 

Hold øje med: 
For FC København er anfører, Zeca det helt store omdrejningspunkt i både det opbyggende spil, såvel som organiseringen af den defensive struktur. Det er ham, som binder københavnernes spil sammen, tager ansvar og udfylder hullerne på banen. Han bliver afgørende for FCKs spil. Derudover er Rasmus Falk vel nok klubbens mest kreative spiller. Det er ham de uforudsigelige afleveringer skal komme fra. Længere oppe på banen er angriberduoen: Daramy og Wind, hvis det da er de to, som Ståle Solbakken vælger at gå med, en spændende konstellation, da Wind er den fysisk og hovedspilsstærke boksangriber, hvorimod Daramy er hurtig og teknisk dygtig. Wind har været ude store dele af sæsonen med en skade, men der er ingen tvivl om, at han er FCKs helt store salgsobjekt. Han er en mere eller mindre komplet angriber, som først og fremmest ved, hvor målet står. Ham skal Uniteds forsvar og seeren holde et vågent øje med.

Hør i øvrigt vores optaktspodcast til kampen, hvor vi har en FCK-fan med i studiet til at levere en mere uddybende analyse af FCKs spil: 

Podcast: Danskeralarm

Sagt om kampen: 
“Vi har en bedre chance over én kamp på et tomt stadion, end hvis det var to i et fyldt Parken og et fyldt Old Trafford. Men vi har ikke store muligheder. Hvis det var et fyldt Paken, havde det været 80/20 (i Manchester Uniteds favør, red.). Nu er det mindre” – Ståle Solbakken til Tipsbladet

“Vi får mulighed for at teste os mod de allerbedste. Det er også noget af det, vi spiller for. Selv om Manchester United har virket utroligt stærke efter coronapausen, kan alt ske i én kamp, og måske kan vi frustrere dem og holde dem fra muligheder. Vi skal præstere vores bedste for at have en chance, men det vil være dumt, hvis vi ikke går efter det. Jeg tror, vi kan gøre det bedre, end de fleste regner med – Nicolai Boilesen til Tipsbladet.

På pressemødet efter FCKs kamp mod Başakşehir, underholdte Ståle Solbakken med at læse op af en SMS-korrespondence med Ole Gunnar Solksjær, som kan ses her: 

 

 

Skribentens bud på kampens resultat: 
United vinder kampen med 3-0. Bruno Fernandes har haft godt af en pause og scorer kampens første mål på et langskud. Marcus Rashford og anthony Martial følger op og United går komfortabelt videre til næste runde. 

Vidste du, at…

  • Ståle Solbakken har rekorden som den træner i verden med flest Europa League kampe under bæltet (42)
  • United og FCK har mødt hinanden to gange tidligere. Det står 1-1 i sejre. 
  • United kan med sejren spille sig i den tredje semifinale i denne sæson 
  • FCK har lukket 42 mål ind i Superligaen i denne sæson i blot 36 kampe. 
  • Der er flere af FCKs spillere, heriblandt Daramy, som er United-fans, mens holdets træner, Ståle Solbakken selv er Liverpool-fan.

TV:
Kampen vises på 6’eren og TV2 Norge 

 

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

U23-holdet bekræftet som oprykkere

Næste artikel

Podcast-special: United i København

ANNONCE