Optakt: Omonia Nicosia besøger Old Trafford

Torsdag aften skal Manchester United igen i Europa League-aktion. Denne gang tager de imod AC Omonia Nicosia på hjemmebane.

Cristiano Ronaldo tog alle overskrifterne, da han søndag aften sikrede Manchester United en 1-2 sejr på Goodison Park, da holdet mødte Everton i Premier League. En forløsning at se en ellers bænket Ronaldo score igen, da portugiseren lavede sit klubmål nummer 700. United skal forsøge at få deres tredje sejr i træk, når de torsdag aften tager imod AC Omonia Nicosia i fjerde runde af årets Europa League.

United vandt det første opgør mod Omonia Nicosia, da de på udebane slog holdet fra Cypern med 2-3. Her var det Marcus Rashford, som blev kampens spiller, da han efter at være blevet skiftet ind efter pausen, scorede to mål og lagde op til Anthony Martials mål. Med seks points er United nu nummer to i gruppen, mens Real Sociedad stadig ligger nummer et. Omonia Nicosia har fået en sand mareridts start på Europa League, hvor de ligger sidst med nul points og en målscore på minus fem.

Og meget bedre går det heller ikke i den hjemlige liga, hvor de senest tabte 1-0 til bundholdet AEL Limassol. Det er kun en bedre målscore der holder dem i top-6, da det er blevet til tre sejre og tre nederlag i de første seks kampe.

Manchester United er kæmpe favorit, når de på hjemmebane tager imod holdet fra Cypern. Og det vil alt andet lige være en skuffelse, hvis de ikke kommer fra opgøret med en sejr. Holdet spillede godt i deres sidste kamp mod Everton og virker til at have fået noget selvtillid tilbage efter 6-3 nederlaget til Manchester City.

Dato, tid og sted:

Kampen spilles torsdag klokken 21:00 på Old Trafford

Dommer:

Jerome Brisard

Skader og karantæner:

Anthony Martial måtte kort inden kampen mod Everton gå ud med en hofteskade, som han pådrog sig under opvarmningen. Han er derfor ikke med i opgøret mod Omonia Nicosia. Harry Maguire, Donny van de Beek og Aaron Wan-Bissaka er ligeledes ude med skader og derfor ikke i truppen til torsdagens opgør. Rafael Varane kom ind i de sidste minutter mod Everton, men det vides ikke, om han er klar til opgøret mod Omonia Nicosia.

Hold øje med:

Sidst var det den brasilianske topscorer Bruno som vi her på sitet satte fokus på. Han var dog også involveret i det første mål i det forgange opgør, da han lavede assist til Karim Ansarifard.  Han spillede de første 71 minutter sidst de to hold mødtes, og vi forventer også, at han er med fra start i retur-opgøret.

Skribentens bud på kampens resultat:

Vi må forvente, at United på hjemmebane kommer med mere, end de gjorde i det første opgør. Holdet har fået en del selvtillid tilbage, og Ronaldo er tilbage på måltavlen. Og med Martial ude bliver det nok også portugiseren som starter i front. Buddet herfra lyder derfor på en 3-1 sejr til United med mindst et mål fra Cristiano Ronaldo.

TV:

Kampen sendes på TV2 Sport.

Forrige artikel

Podcast: Søndag mod The Toons Army og kampen i toppen

Næste artikel

Lindelöf om Martínez: En fantastisk spiller

ANNONCE