Optakt: Svær udekamp venter United

United risikerer at ryge ni point efter førerholdene efter fem kampe, når de lørdag møder Watford, som indtil videre har gjort rent bord.

Det er top- mod midterhold på Vicarage Road, men de sædvanlige roller er byttet rundt. Watford har maksimumpoint efter fire kampe, hvorimod Manchester United allerede er snublet to gange –choknederlaget til Brighton og 0-3-ydmygelsen på Old Trafford mod Spurs.

Sidenhen har Jose Mourinhos mandskab fået en smule oprejsning med en udebanesejr over Burnley i deres seneste kamp, og landskampausen var en kærkommen chance for at få lidt ro på en uropræget sæsonstart. Uenigheder mellem manageren og bestyrelsen omkring transferkøb, uinspirerede spil på grønsværen og udtalt utilfredshed blandt flere af stjernespillerne har skabt krisestemning i Manchester United.

Men selvom Jose Mourinho kunne notere sig flere gode landsholdspræstationer blandt sine spillere, så har pausen også budt på nyt støj fra Paul Pogba, der rent klubmæssigt, ”ikke ved, hvor han er på vej hen om et par måneder”. Rygterne om at Zinedine Zidane er et emne i United er også taget til i styrke, efter at han har udtalt, ”at han snart vil træne igen”, og diskussionen om, hvorvidt United ødelægger Marcus Rashfords talent er blusset op igen, efter at han scorede to mål for England.

HØR OGSÅ: PODCAST: WATFORD, AWAY

Lutter idyl hersker tilsyneladende endnu ikke i den røde del af Manchester. Og presset er på deres skuldre lørdag aften. Vinder Watford vil der være slået et hul på ni point fra United op til førerholdene. I seneste sæson, for lige at sætte tingene i perspektiv, smed Manchester City kun 14 point i løbet af hele sæsonen.

Watford kommer struttende af selvtillid. De har gang i deres bedste Premier League-start nogensinde, og i deres seneste kamp på Vicarage Road slog de Tottenham 2-1. Siden Javi Garcia overtog roret i Elton John-klubben i februar i år har faktisk skovlet flere point sammen på deres hjemmebane, end nogen anden Premier League-klub. (23 point i 10 kampe).

Dato, tid og sted:
Kampen bliver spillet lørdag den 15. september, klokken 18:30 på Vicarage Road.

Skader/karantæner:
Stik mod forventning er Luke Shaw blevet meldt klar til kamp. Jose Mourinho udtalte på fredagens pressemøde, at venstrebacken ifølge Manchester Uniteds lægestab er fit for fight, selvom han blev båret fra banen i Englands landskamp mod Spanien i seneste weekend.

–  Det eneste jeg skal vurdere er, om han skal spille, når han ikke har trænet hele ugen, sagde Mourinho.

Han oplyste yderligere, at Ander Herrera og Marouane Fellaini begge er tvivlsomme. Samt at Diogo Dalot og Marcos Rojo spiller med U23-holdet i weekenden. Manageren nævnte ikke Phil Jones, som blev skadet mod Tottenham for tre uger siden.

Marcus Rashford har karantæne efter sit røde kort i seneste kamp mod Burnley.

Watford er foruden den tidligere Manchester United-spiller Tom Cleverley og den tidligere Everton-mand Gerard Deulofeu. Derudover mangler hjemmeholdet ingen, har deres manager Javi Gracia bekræftet.

Dommer:
Mike Dean dømmer kampen.

Mulige startopstillinger:

Watford
Foster
Janmaat – Cathcart – Babasele – Holebas
Capoue – Doucoure – Chalobah
Pereyra – Deeney – Hughes

Manchester United
De Gea
Valencia – Lindelöf – Smalling – Young
Matic – Fred
Lingard – Pogba – Sanchez
Lukaku

Hold øje med:
Argentinskfødte Roberto Pereyra har udviklet sig til at være en af de vigtigste spillere på Watfords hold. På ”the Hornets” fysisk stærke midtbane er han manden med friheden, og han har allerede nettet tre gange i sæsonen. Den tidligere Juventus-spiller har et dødsensfarligt højreben og er god til at bevæge sig uden bold, og det bliver afgørende, at Nemanja Matic og Ashley Young kan lukke ham ned.

Sagt om kampen:
”United har fremragende spillere, en god trup og en fantastisk manager. Det er du nødt til at respektere… Det er svært at spille mod de store hold, men vi vandt over Tottenham, og vi kan slå hvem som helst.” – citat Abdoulaye Doucouré, Watford-spiller.

Skribentens bud på kampens udfald:
Jeg frygter, at et selvtillidsfuldt Watford-mandskab stjæler to point fra United. 1-1 ender kampen.

Vidste du, at…

  • Ud af de 30 gange United har mødt Watford, har ”de røde djævle” vundet 20 og spillet fem uafgjort.
     
  • Watford har vundet deres første fire kampe. Det har de aldrig prøvet i Premier League-sammenhæng før. 
     
  • På to sæsoner under Jose Mourinho har Marcus Rashford været involveret i 105 kampe, inklusive fem finaler. Han har i alt fået 5.744 minutter, hvilket svarer til 63,7 hele kampe af 90 minutter. Mourinho har selv lavet udregningen.
     
  • Romelu Lukaku har scoret 19 mål i 38 Premier League-kampe for United. Scorer han lørdag, er der kun tre tidligere United-spillere, som har ramt 20 mål hurtigere end belgieren – Ruud van Nisteltooy (26 kampe), Robin van Persie (32 kampe) og Dwight Yorke (34 kampe)
     
  • Watfords venstreback José Holebas har været direkte involveret i flere Premier League-mål i denne sæson, end nogen anden spiller har. Den græske fodboldspiller står registreret for én scoring og tre assists.

TV:
Kampen bliver vist på 6’eren.

Hvem spiller i rivalerne imod:
Tottenham – Liverpool
Chelsea – Cardiff City
Manchester City – Fulham
Newcastle United – Arsenal

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

Mourinho til pressen: Få styr på facts omkring Rashford

Næste artikel

Rojo måtte udgå i U23-kamp

ANNONCE