Optakt: To svingende klubber krydser i eftermiddag klinger på London Stadium

Manchester United tager her til eftermiddag rejsen sydpå til London, hvor de skal forsøge at få skovlen under “The Hammers”. Et skæbnesvangert juleopgør, hvor vi får at se, om United får vendt skuden og spillet sig tilbage i varmen i Premier League.

Det kan både blive en dreng og en pige. Den følelse sidder man lidt med, inden det går løs senere i eftermiddag.

En sejr er dog næsten påkrævet, hvis United skal holde snor i de andre førerhold i Premier League. Men United har bare et problem. Hvem skal prikke bolden indover stregen? Som United fan sidder man og krydser alt, hvad krydses kan, for at United får hul på bylden og kickstartet målkontoen. Chancerne er alt andet lige gode mod et West Ham mandskab, der ikke er blandt Premier Leagues bedst forsvarende hold.

West Ham befinder sig på en 9. plads med 27 point i 17 kampe – et point bag United. De har scoret 29 mål og lukket 30 ind. Der er med andre ord mere fart over feltet, når West Ham spiller. Men ligesom United er de ekstremt svingende. I deres seneste tre Premier League kampe har de slået Tottenham ude 2-1, tabt til Fulham ude 5-0 og vundet over Wolves 3-0 på hjemmebane.

Kigger man på de seneste fem indbyrdes opgør, har United trukket sig sejrrigt ud af fire af dem, mens West Ham vandt det seneste opgør i foråret. Fælles for mange af deres indbyrdes kampe er, at de er meget målfattige. Deres seneste tre kampe i Premier League er endt 1-0 til hjemmeholdet. Det er ikke en tendens, vi håber fortsætter i dag.

Dato, tid og sted

Lørdag den 23. december kl. 13.30 på London Stadium.

Dommer

Dagens dommer er Simon Hooper

Skader og karantæner

Et lyspunkt for dagens kamp er, at flere af de tidligere skadede og karantæne ramte spillere vender tilbage igen. Ten Hags måske vigtigste kort, Bruno Fernandes, vender tilbage efter karantæne, som han afsonede mod Liverpool. Omvendt er det Diego Dalots tur til at sidde ude med karantæne efter de tåbelige gule kort mod Liverpool. En god nyhed er dog, at Christian Eriksen er tilbage i truppen til dagens kamp.

Til dagens kamp er Lisandro Martinez, Harry Maguire og Victor Lindelöf stadig ude med skader. Det samme gælder for Casemiro og Mason Mount, der ikke bliver kampdygtige før næste måned.

Kampens startopstillinger – Manchester United

      Onana

Wan-Bissaka – Evans – Kambwala – Shaw

McTominay – Mainoo

Antony – Fernandes – Garnacho 

Højlund

Kampens startopstillinger – West Ham

Areola

Coufal – Mavropanos – Zouma – Emerson

Alvarez – Ward-Powse

Kudus – Soucek – Paqueta 

Bowen

Skribentens bud på kampens resultat:

Som tidligere nævnt bliver udfaldet af eftermiddagens kamp rigtig svært at spå om. Men mit umiddelbare bud er, at kampen igen bliver en målfattig en af slagsen mod et ellers angrebsivrigt West Ham hold. Kampen bliver uden tvivl tæt, men den ender 2-1 til United efter et United-pres i løbet kampens sidste 30 minutter. Noget man igen kan frygte er, at United får rigtig svært ved at sætte sig på kampen og komme ud af starthullerne. Derfor kan jeg godt forestille mig, at United må kæmpe og slide sig ind i kampen.

Hvor kan man se kampen?

Tv3 Max og Viaplay.

 

 

Forrige artikel

Startopstilling: Debutant i forsvaret

Næste artikel

Hvem er Willy Kambwala?

ANNONCE