Optakt: Udebanestimen skal udbygges på Bramall Lane

Ni udebanesejre i træk kan blive til 10, når Manchester United i morgen aften gæster Sheffield United på Bramall Lane.

På bagkant af en fuser af et Manchester-derby, hvor byen hverken blev malet rød eller blå, skal Ole Gunnar Solskjærs tropper allerede i morgen i ilden igen, og kæmpe for at øge den ubesejrede udebanestime fra ni til 10 kampe – denne gang på Bramall Lane i Sheffield.

Kigger man på Premier League tabellen, ligner kampen en walk in the park for De Røde Djævle. Sheffield United er at finde på ligaens sidste plads efter blot at have indsamlet ét point i turneringens første 12 kampe. Man har tilmed kun formået at score fem gange, men derimod lukket 21 mål ind. Chris Wilder og co. har altså ikke lignet sig selv siden sidste sæson, hvor man over hele sæsonen kun lod 39 skud passere Dean Henderson, som dengang vogtede målet. Derudover kommer Manchester United ind til kampen som ligaens mest formstærke hold med fire sejre og en enkelt uafgjort i holdets seneste fem kampe.

Men en walk in the park bliver det næppe. Det er i kampe som denne, hvor United på papiret burde tage en sikker sejr, at de som regel har set svagest ud. Den skarpe kontrakniv, som Ole Gunnar Solskjærs Manchester United er blevet berygtet for, bliver ikke til meget nytte mod et Sheffield-hold, som kommer til at overlade bolden til Manchester United i størstedelen af kampen. Den store udfordring bliver altså at låse en, til tider, utrolig kompakt Sheffield-defensiv op med hurtig boldomgang og gode kombinationer – rent guf for Juan Mata, som jeg tror kunne være nøglen til at åbne Sheffield op.

Med pointtab for både Manchester City og Chelsea, samt ustabilitet fra de øvrige big six-klubber, kan pointtab i morgen på Bramall Lane koste dyrt for De Røde Djævle, der med en sejr kan lægge pres på de øvrige hold i toppen af Premier League.

Dato, tid og sted:

Kampen spilles torsdag d. 17 december med kickoff klokken 21:00 på Bramall Lane.

Skader og karantæner:

Edinson Cavani var ikke en del af truppen i weekendens Manchester-derby, grundet en skade, han pådrog sig i 3-1 sejren mod West Ham d. 5 december. Den uruguayanske angriber er stadig tvivlsom til kampen i morgen, og Ole Gunnar Solskjær meddelte tilmed på dagens pressemøde, at han tvivlede på, Cavani bliver klar.

Sheffield United bliver foruden Jack O’Connel, som er ude med en længerevarende knæskade, mens Oli McBurnie også er tvivlsom.

Mulige startopstillinger:

Manchester United

De Gea

Wan Bissaka – Lindelöf – Maguire – Shaw

McTominay – Pogba

Mata – Fernandes – Rashford

Martial

 

Sheffield United

Ramsdale

Basham – Egan – Jagielka

Baldock – Berge – Norwood – Fleck – Lowe

Sharp – Brewster

 

Hold øje med:

Med kun fem mål på 12 kampe giver det sig selv, at Sheffield Uniteds offensive kræfter ikke har sprudlet denne sæson. Dog kan der, med Oliver McBurnies mulige skade, blive plads til den 20-årige angriber, Rhian Brewster, som blev hentet til klubben fra Liverpool i sommerens transfervindue. Med flot teknik, fysik og fart i støvlerne er Brewster, i mine øjne, klart en af Sheffields mest spændende spillere. Og 10 mål i 20 kampe for Swansea, hvor han var på leje sidste sæson, ved den unge englænder også, hvor målet står.

Skribentens bud på kampens resultat:

Som beskrevet tidligere kunne United godt få det svært. Dog tror jeg ikke på, at de kommer til at smide point mod Chris Wilders tropper, som har været skræmmende ringe, og slet ikke har formået at bygge videre på den solide defensiv, som de nød godt af sidste sæson. Jeg håber på, United kan lukke kampen hurtigt og få hvilet nogle nøglespillere, inden det hårde juleprogram for alvor tager til. Men statistikkerne siger jo, vi er bagud ved pausen, så jeg går med en 3-1 sejr til De Røde Djævle.

Kampens dommer:

Michael Oliver dømmer opgøret.

TV:

Kampen vises både på Xee og Viaplay.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 

Bliv klædt på: Køb Manchester Uniteds trøje hos Unisport.dk her (så støtter du OldTrafford.dk). 

GRUPPETUR: Tag med på vores OldTrafford.dk gruppetur for danske United-fans. Læs mere her

Total
0
Shares
Forrige artikel

Citater fra Solskjærs pressemøde forud for Sheffield United-kamp

Næste artikel

Solskjær om juleprogrammet: Skal forbedre os for at tage næste skridt

Relaterede artikler
Maguire og Rangnick
Gå til siden

David Ornstein: United intensiverer trænerjagt

Ifølge den pålidelige journalist David Ornstein udnytter Manchester United den korte vinterpause og ugerne herefter til at tage skridtet videre i jagten på en permanent træner.
Total
0
Share