(Photo by Shaun Butterli / Getty images)
Manchester United er tilbage i aktion efter landskampspausen, og i aften rundes 12. spillerunde af, når Everton gæster Old Trafford.
Før kampen ligger United nummer 10, mens Everton indtager 13.-pladsen – kun tre point adskiller de to hold.
Det er et United-hold, der historisk har haft godt tag på Everton. Af de seneste syv indbyrdes opgør har United vundet seks, mens det seneste møde tidligere på året endte uafgjort. Det 2-2-resultat i februar, hvor Bruno Fernandes og Manuel Ugarte kom på tavlen, var faktisk første gang i over to år, at Everton formåede at score mod United.
For United handler det nu om at bygge videre på den gode stime, holdet har haft på det seneste. Fire hjemmesejre i træk skal gerne blive til fem og det kræver en koncentreret indsats. Spiller United op til sit bedste, er der ingen tvivl om, at sejren bør blive vores.
Uden en reel nier kan det dog blive svært at bryde igennem, når Everton trækker sig tilbage i deres solide defensive blok. Everton er et fysisk stærkt hold, der satser på dødbolde, og vi skal undgå at begå de dumme frispark, der giver dem mulighed for at smide bolden ind i feltet.
Selvom United er ubesejret i fem kampe i træk, har vi lukket to mål ind i hver af de seneste tre opgør. Vi kan (heldigvis) ikke længere skyde skylden på målmanden, og for at skabe kontinuitet i præstationerne er det afgørende, at vi bliver mere stabile defensivt.
Det er sjældent, at modstanderne vælter sig i chancer, så det handler ganske enkelt om koncentration og effektivitet, hvis vi skal håbe på et clean sheet mod The Toffees.
Dato, tid og sted
Mandag den 24. November kl 21:00, Old Trafford.
Dommer
Kampens dommer er Tony Harrington. Han har dømt United en enkelt gang i denne sæson, og det var i kampen, der ikke må nævnes!! (Grimsby away…)
Skader og karantæner
Lisandro Martinez er på bænken til opgøret – håber jeg.
Harry Maguire og Sesko er fortsat ude, meddelte Amorim på pressemødet i fredags. Kobbie Mainoo var ude mod Tottenham, men forventes at glide ind i kamptruppen igen.
Matheus Cunha glippede et julearrangement for klubben lørdag aften med et form for slag til hovedet, men det skulle ikke være så alvorligt, at han ikke kan starte opgøret i aften.
Hos gæsterne fra Everton er Jarrad Branthwaite, der har været ude siden opstarten, og Nathan Patterson, som gennemgik et mindre indgreb i lysken mod slutningen af sidste måned, ude.
Mulige startopstillinger
Målmandsposten og forsvaret giver sig selv. Amad spiller til højre og så er det spørgsmålet om, hvorvidt Dalot eller Dorgu får lov at starte til venstre. Mon ikke det bliver Dalot. Everton er farlige over kanterne og Amorim foretrækker nok Dalots defensive evner over Dorgus.
Med Sesko ude er der spørgsmålstegn ved, hvem der skal udfylde rollen som 9’er på holdkortet. Den mest oplagte klassiske angriber i truppen er Joshua Zirkzee, men han virker næppe klar til at starte, efter stort set ikke at have fået spilletid i denne sæson.
Derfor bliver det formentlig endnu en gang en “falsk 9’er”-løsning – med enten Cunha eller Mount som spydspids.
Manchester United:
Lammens
Yoro – De Ligt – Shaw
Amad – Casemiro – Bruno – Dalot
Mbeumo – Mount
Cunha
Everton:
Pickford
Garner – Tarkowski – Keane – Mykolenko
Iroegbunam – Gueye
Ndiaye – Dewsbury-Hall – Grealish
Barry
Hold øje med
Hos Everton skal der holdes øje med Jack Grealish. Han har genfundet spilleglæden siden hans skifte til Everton og han er sgu en herlig spiller, når han er i spillehumør. Det håber jeg ikke, at han er, når han gæster Old Trafford!
Samtidigt er han dog også en spiller, der åbenlyst har sine forcer i det offensive og det kan give Amad plads rent offensivt, hvilket kun kan give en spændende duel i den side af banen.
Skribentens bud på kampens resultat
Alt andet end en sejr ville være en skuffelse og jeg tror også på, at vi henter tre point. En sikker 2-0 sejr på mål af Mbeumo og Casemiro. United skal have styr på de defensive dødbolde og så skal de sørge for, at der ikke bliver for mange 1-mod-1 situation for Evertons kanter. Det bliver en kamp, hvor United kommer til at være mest på bolden og det kunne sagtens blive svært at bryde Evertons defensiv ned.
Højresiden bliver afgørende. Både fordi, det er der, hvor United er farligst, men også fordi, det er Amad v. Grealish, hvilket kan blive en nøgleduel i kampen og en duel, hvor United skal være gode til at bakke Amad op.
Det er sådan en kamp, hvor Casemiro hiver et eller andet op af hatten. Måske et afrettet langskud eller et mål fra en dødbold. Det følger Mbeumo op på og lukker kampen i midt i 2. halvleg, når Everton begynder at åbne lidt mere op, for at jagte et resultat.
Hvor kan man se kampen?
Kampen vises på Tv3+ og Viaplay med kampstart 21:00.




