(Photo by Vasile Mihai-Antonio/Getty Images)
Manchester United har tre gange før i klubbens historie spillet fodbold inden for de rumænske landegrænser. Det var i 2004 mod Dinamo Bukarest, 2011 mod Oțelul Galați og senere i 2012 mod CFR Cluj. Men aldrig før har United krydset klinger med den tidligere militærejede fodboldklub, FCSB, der tilbage i det sidste kvartal af 1900-tallet havde sin storhedstid – med europæiske bedrifter til følge.
Men hvor står klubben så rent sportsligt i dag?
Lige nu befinder den rumænske storklub sig et godt sted, efter en masse år, hvor man glippede mesterskabet. Det seneste årti har budt på meget turbulens uden for kridtstregerne, hvor klubben har lidt under en armlægning med de tidligere ejere af klubben – det rumænske militær – om rettigheder til klubbens ejendele. Det betød, at klubben i 2017 måtte ændre navnet til FCSB, skifte logoet og klubben hjemmebanetrøjer. De ikoniske røde og blå striber er skiftet ud med en som regel rød hjemmebanetrøje.
I 2024 kom klubben tilbage øverst på podiet, hvor de tidligere hen plejede at være. Sidste sæson, 2023-24, var den første sæson siden 2014-15, at klubben vandt det rumænske mesterskab. Det var dermed deres 27. mesterskab, og med yderligere 24 cup-sejr i trofæ-kabinettet er de den absolut mest vindende klub i rumænsk fodboldhistorie.
Som konsekvens af de seneste ti års mesterskabstørke har FCSB’s deltagelse og præstationer i europæiske turneringer været sparsom. Champions League plejede at være inden for rækkevidde, men i dag er det over ti år siden, at de senest deltog i den famøse klubturnering.
I stedet har den stået på deltagelse i Europa League og en enkelt gang i den nye Conference League.
De har deltaget hele ni gange i Europa League og en enkelt gang i sæsonen 2022-23 i Conference League. Vi skal hele syv år tilbage i historien, siden FCSB senest var at finde i Europa League. Deres bedste europæiske resultat i nyere tid var i 2006, hvor de nåede frem til semi-finalen, men måtte se sig slået at et stærkt Middlesbrough-hold.
Indeværende Europa League-kampagne har hidtil været en succes for en klub af deres størrelse, hvor de huserer på en flot 8. plads – kun ét sølle point bag Manchester United. Det er blevet til fire sejr, to uafgjorte og kun et nederlag, og på hjemmebane, som spilles på den rumænske national arena med plads til 55.000 tilskuere, er de fortsat ubesejret. Hjemmebaneholdet tropper op til dagens kamp med en stor portion selvtillid i bagagen, efter de slog Qarabag 3-2 på udebane i deres seneste Europa League-kamp.
På den hjemlige front i rumænske liga har de ikke haft lige så meget tur i den og befinder sig for øjeblikket på en lidt skuffende 2. plads med blot 41 point i 23 kampe.
Hvad angår United, vil jeg undlade at skrive særlig meget. Men som skrevet ovenover ligger United placeret i toppen af rækken, ligsom FCSB gør det. De har endnu ikke lidt et nederlag, men har til gengæld spillet hele tre kampe uafgjort og vundet fire. Deres præstationer har – set med kritiske United-briller – langt fra været sprudlende. I flere kampe var det med hiv og sving, at de hentede de tre point. Kun én af deres kampe, det var mod PAOK, har de vundet med mere end et mål.
Som mange af jer fans garanteret er blevet gjort bekendt, er Marcus Rashford udeladt i kamptruppen.
Hvis du som nysgerrig læser gerne vil grave dig ned i mere dybdegående fortællinger om FCSB’s historie og nuværende forhold, kan jeg stærkt anbefale dig at læse denne artikel, som en af vores dygtige skribenter har stykket sammen.
Dato, tid og sted
Torsdag den 30. januar kl. 21 på The National Arena i Bukarest.
Dommer
Tyske Harm Osmers.
Skader og karantæner
United sender 21 spillere afsted til den rumænske hovedstad. Der er ikke kommet nogen skader siden kampen i weekenden mod Fulham. Dog rejser man afsted uden Antony, som er blevet udlejet til Real Betis. Til gengæld er svenske Victor Lindelöf tilbage i truppen efter at have været ude med skade i hele 2025. En glædelig nyhed i løbet af ugen var, at Shaw trænede med igen på Carrington, men han er ikke en del af dagens trup.
FCSB sparede en del af deres spillere, da de sikrede sig en 1-0-sejr mod UTA Arad i den rumænske liga. Syv af dem fra startopstillingen mod Qarabaq blev sparet, og dem alle forventes tilbage på holdkortet, når startopstillingen offentliggøres i morgen. De må også undvære en af deres vigtigste profiler og mest værdifulde spiller ifølge Transfermarkt Darius Olaru, der har været skadet siden december.
Forventede startopstillinger
FCSB (4-2-3-1):
Tarnovanu
Cretu – Ngezana – Dawa – Radunovic
Alhassan – Sut
Miculescu – Tanase – Stefanescu
Birligea
Manchester United (3-4-2-1):
Onana
Mazraoui – Maguire – Lisandro
Amad – Mainoo – Collyer – Dalot
Garnacho – Fernandes
Højlund
Hold øje med:
Jeg vælger at pege på United sidsteskanse, som enten bliver André Onana eller Altay Bayindir. Uafhængigt af, hvem det bliver, kommer de til at få en vigtig rolle. United er historisk ufarlige offensivt, hvorfor United er tvunget til at holde hovedet koldt i eget straffesparksfelt.
Skæver vi til Bukarest-holdet, skal angriberen George Bîrligea fremhæves. Han har garnet otte gange i ligaen og tre i Europa League.
Podcast
Skribentens bud på kampens resultat
Jeg forventer, at United fortsætter deres solide defensive form fra seneste weekend. Det så sikkert ud uden personlige udfald, som har ellers har plaget holdet store dele af sæsonen. Kigger vi på modstanderholdet, ville det være synd at kalde dem for en målmaskine. De har scoret 34 mål i 23 kampe i den hjemlige liga og ti af slagsen i Europa League. Ikke lige frem skræmmende tal. Dog forventer jeg ikke et United hold, der kommer ud over stepperne, da jeg stadig forudser en urytmisk United-offensiv. Derfor satser jeg på en udesejr på 1-0.
Hvor kan kampen ses?
Kampen kan ses på Disney+ ligesom alle de øvrige Europa League-kampe.