Optakt: United tager imod ærkerivalerne fra Liverpool

Old Trafford lægger søndag rammen for braget mellem Manchester United og Liverpool F.C. Begge hold har masser at spille for i det, der bliver endnu en stor test for Ole Gunnar Solskjær og resten af United-madskabet.

Solskjær er en af de mest omdiskuterede managers i England for tiden. Dette skyldes – modsat Sarri i Chelsea, der måtte tage imod en 0-2-lussing fra United-holdet i forrige uge – at den norske manager på rekordtid har fået reetableret United til at være et hold, der vinder kampe på stribe.

Debatten lyder på, om Solskjær fortjener den permanente stilling som manager i Manchester United. Noget der også blev diskuteret flittigt i den seneste podcast her på sitet. Søndag får normanden endnu engang muligheden for at imponere og forstærke sin kandidatur til jobbet – for hvilken bedre måde er der at gøre dette på end med en sejr over ærkerivalerne fra Liverpool?

Liverpool har modsat Manchester United gang i en sæson, hvor klubben kæmper med helt fremme i Premier League. Klubben har længe lignet den mest oplagte kandidat til et mesterskab, men er lige så stille blevet hentet i tabellen af de forsvarende mestre fra den blå del af Manchester. I øjeblikket er Liverpool på en aktuel andenplads i ligaen med en kamp i hånden.

Med disse linjer tegnet op, er det tydeligt, at der på søndag er masser at spille for. United kæmper for en top-fire placering, og hvert et point kan i øjeblikket se ud til at blive vigtigt i opløbet til at blive en del af Champions League den kommende sæson. Liverpool kæmper for sit første mesterskab siden 1990, og har ikke råd til at tabe point i øjeblikket, hvor Manchester City vinder alt, hvad de rører ved. 

Dato, tid og sted:
Kampen spilles søndag den 24. februar klokken 15:05 på Old Trafford. United har ikke tabt de seneste ti kampe på eget græs. Faktisk var det sidste nederlag i den famøse Tottenham-kamp tidligere på sæsonen, hvor ”De Døde Djævle” tabte 0-3.

Kampens dommer:
Michael Oliver har fået ansvaret for at fløjte opgøret. Den 33-årige dommer fik debut i Premier League i 2010, og han har sidenhen dømt i alt 223 kampe i den bedste engelske række. Michael Olivers seneste Liverpool-kamp var i slutningen af december sidste år, hvor Merseyside-klubben slog Arsenal med 5-1. Den seneste United-kamp englænderen dømte, var ligeledes en 5-1 sejr, da Solskjær i sin debut for ”De Røde Djævle” slog Cardiff på udebane.

Skader og karantæner:
Det begynder at se positivt ud på skadesfronten i United. På fredagens pressemøde udtrykte Solskjær optimisme i forhold til Jesse Lingard og Anthony Martials deltagelse i søndagens opgør. Særligt Martial er i bedring og forventes at kunne spille en rolle. Derudover er Matteo Darmian, Anthony Valencia og Marcos Rojo fortsat på skadeslisten.

Ser man på Liverpools skadessituation, der i weekendens Champions League kamp blandt andet måtte undvære Virgil van Dijk, er der fortsat et par vigtige spillere ude af opgøret. Den hollandske profil er dog ikke længere på listen af fraværende spillere. De to forsvarsspillere, Dejan Lovren og Joe Gomez, er til gengæld fortsat meldt ude. Oxlade Chamberlain, der ellers er begyndt at træne med igen oven på sin korsbåndsskade, bliver heller ikke kampklar.

Mulige startopstillinger:

                                         Manchester United:
                                                  De Gea
                          Young – Smalling – Lindelöf– Shaw
                                    Herrera – Matic – Pogba
                                                    Mata
                                          Lukaku – Rashford

                                                Liverpool:
                                                  Alisson
                             Arnold – Matip – van Dijk – Roberson
                                   Wijnaldum – Fabinho – Keita
                                      Salah – Firmino – Mané

Hold øje med:
Mohamed Salah var den helt store profil for Liverpool i Premier League sæsonen 2017/18, men han har i denne sæson været mere menneskelig i sine præstationer. Han er fortsat delt topscorer i Premier League med 17 sæsontræffere, men i den seneste periode har egypteren ikke leveret imponerende præstationer. Det har Sadio Mané til gengæld. Den senegalesiske kantspiller har scoret i de seneste fire Premier League kampe, og han kommer til at blive en stor trussel for United-forsvaret med sin fart. Han er i min optik den mest formstærke offensivspiller i Liverpool-truppen i øjeblikket. 

Sagt om kampen:
– For spillerne er det en stor kamp. Vi ønsker at være i top fire, og vi møder Liverpool. Vi ved, hvor stor kampen er for Manchester United, staben, fansene. Vi ser frem til en ny udfordring for dette hold, og vi ønsker at opbygge holdet til at være værdigt for Manchester Uniteds historie. – Citat Ole Gunnar Solskjær.

– Der er en rivalisering mellem klubberne, og vi spillere fangede hurtigt managerens (Sir Alex Ferguson, red.) jobbeskrivelse – knock them of their fucking perch. Vi mærkede med det samme, at Liverpool var vigtig, om så det var på ungdomsniveau eller førsteholdet. Det gjorde ingen forskel. – Citat Ole Gunnar Solskjær.

– Jeg er selv manager, og jeg ved, at vi ikke er tryllekunstnere. Det er ikke sådan, at vi kan komme ind og sige ”du er ikke god, men jeg kan gøre dig rigtig god”. Men vi er velsignede med rigtig gode spillere omkring os, og Ole Gunnar Solskjær gør et glimrende arbejde. – Citat Jürgen Klopp.

Skribentens bud på kampen:
Der er tale om en kæmpe kamp! Den har større betydning end Champions League opgørene mod PSG. United kan med en sejr sætte en kæp i hjulet på Liverpools mesterskabsdrømme. På samme tid skal vi sandsynligvis have tre point, hvis vi ønsker at bevare vores top fire-placering. Jeg håber og tror på, at vi får set en anden præstation, end tilfældet var mod PSG. En selvtillidsfuld Paul Pogba, der muligvis vil blive mandsopdækket, går forrest og er medvirkende til, at United henter en smal 2-1 sejr.

Vidste du, at…

  • Liverpool har ikke vundet på Old Trafford siden 2014.
  • Ole Gunnar Solskjær har som spiller mødt Liverpool 11 gange. Her er det blevet til fem sejre, en uafgjort og fem nederlag. Han har kvitteret med samlet tre mål over disse kampe.
  • Den mest målrige kamp mellem de to mandskaber var i 1908, hvor Liverpool sejrede med 7-4. 

TV:
TV3+ er kanalen, du skal zappe over på, når kampen starter. 

Hvem spiller rivalerne imod:
Arsenal – Southampton
Burnley – Tottenham
Chelsea – Manchester City*

*Chelsea og Manchester City møder hinanden i EFL Cup finalen, og de sidder derfor over i weekendens Premier League program.

Forrige artikel

Solskjær før Liverpool: Det er den største kamp

Næste artikel

Blog: Der er ingen tvivl – Det ER den største kamp

ANNONCE