Optakt: Watford – Manchester United

José Mourinhos tropper skal finde tilbage til vinderformen, når de søndag eftermiddag gæster Vicarage Road.

Den seneste uge er et godt eksempel på, hvordan stemningen hurtigt kan vende i fodbold. Efter tre flotte ligasejre tabte Manchester United først til de bitre rivaler fra den anden side af byen og siden til Feyenoord i Europa League.

Hvis de vil bevare håbet om at kunne kæmpe med i toppen, må og skal United derfor have indstillingen i orden, når de søndag gæster Watford i Premier League. Klubbens nye manager, Walter Mazzarri, har haft en svær opstart, men fik i den forgangne runde vendt et 2-0-nederlag til en 4-2-sejr ude over West Ham.

Han må dog være klar over, at det er et revanchelystent United-hold, der søndag kommer på besøg, og kigger han i statistikken, er der heller ikke meget håb at hente; ”de røde djævle” har nemlig aldrig smidt point til det sydengelske hold i Premier League-æraen.

Med spillere som Wayne Rooney, Luke Shaw, Antonio Valencia og Marouane Fellaini tilbage på holdet bør og skal Mourinho derfor vise, at man ikke er påvirket af den sidste uges nedgang. Med rivalerne fra City med fuld pointhøst og forfølgere som Everton, Liverpool og Tottenham tæt på, er der simpelthen ikke råd til andet.

Dato, tid og sted:

Kampen spilles søndag 18. september kl. 13.00 på Vicarage Road.

Dommer:

Michael Oliver dømmer søndagens opgør.

Skader og karantæner:

Henrikh Mkhitaryan må formentlig sidde ude med en mild lårskade, mens det på dagen vil blive afgjort, om Eric Bailly er helt klar. Phil Jones må fortsat sidde ude.

Værterne må undvære angriberen Stefano Okaka, som er ude den næste måned med en fiberskade, mens Younes Kaboul og Sebastian Prodl begge er tvivlsomme.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:

De Gea

Valencia – Smalling – Blind – Shaw

Fellaini – Pogba

Mata – Rooney – Rashford

Ibrahimovic

Watford:

Gomes

Cathcart – Kaboul – Britos

Janmaat – Pereyra – Behrami – Capoue – Holebas

Deebey – Ighalo

Hold øje med:

Watford har i form af Troy Deeney og Odion Ighalo et enormt stærkt angriberpar, men den helt store positive overraskelse denne sæson må alligevel være Etienne Capoue. Den tidligere Spurs-spiller har aldrig været nogen målscorer – før denne sæson, hvor han allerede har stået for tre af slagsen i fire optrædener, foruden et målgivende oplæg. Der er altså tale om en stærk defensiv spiller, men som også er begyndt at bygge på med kreativt spil og mål.

Sagt om kampen:

”Det er en ny begivenhed – en anden kamp. Ved første minut starter den ved 0-0, så derfor mener jeg ikke, den har noget som helst at gøre med de sidste to kampe” – José Mourinho.

Skribentens bud på kampens udfald:

United ved godt, hvad der er på spil – det er vind eller forsvind. Jeg tror derfor, alvoren står klart for spillerne, som kvitterer med en tiltrængt sejr. 2-1 til Mourinhos tropper er mit bud.

Vidste du, at…

  • Watford vandt sidst over Manchester United tilbage i september 1986 på en enlig scoring af Iwan Roberts.
  • Vinder ”The Hornets” i morgen, vil det være første gang i 2016, at de formår at vinde to kampe i træk.
  • United har vundet alle fire af deres seneste kampe, som kom efter et nederlag til Manchester City.
  • Vinder ”de røde djævle”, vil det være første gang, man har vundet sæsonens første tre udekampe siden 1993.
  • Scorer Wayne Rooney i morgen, vil han blive den spiller, der har scoret flest udebanemål i Premier League-historien. Han deler lige nu æren med Alan Shearer med 87 mål.

TV:

Kampen vises på 6’eren.

Hvem spiller rivalerne imod?

  • Chelsea 1 – 2 Liverpool
  • Manchester City 4 – 0 Bournemouth
  • Hull 1 – 4 Arsenal
  • Everton – Middlesbrough (spilles nu)
  • Tottenham – Sunderland (søn 17.30)

Bestil den nye Manchester United-trøje her

ZLATAN, Mkhitaryan, Rooney, Martial… Oplev de store stjerner LIVE! Få hjælp til den ultimative rejse her

Bliv klar til den nye sæson – Få Uniteds kampe direkte ind i din kalender her

Forrige artikel

Mourinho har en Pogba-plan

Næste artikel

Startopstillingen mod Watford

ANNONCE