OT.dk transferoverblik: Sancho-forhandlinger i stilstand, Chong på vej til Tyskland

I denne weekends transferoverblik er der ikke meget nyt at berette om i Jadon Sancho-sagaen, mens der heller ikke er nye spillere på vej.

Magtforhandlinger i Sancho-sagaen

Som vi har meldt før her på OldTrafford.dk, lader det til, at Manchester United og Jadon Sancho allerede er blevet enige om de personlige detaljer i hans kontrakt. Det hjælper naturligvis bare ikke det store, når de to involverede klubber – Dortmund og Manchester United – ikke er blevet enige om prisen på ham.

Vi plejer altid at referere til Fabrizio Romano om en opdatering, så det gør vi også nu; han nævner, at Dortmund og Manchester United er i dialog hver dag – hele dagen lang. Det er normalt, at det tager tid, når der er tale om et beløb på de cirka 100 millioner pund, som Sancho formentlig ender med at koste.

Så er der jo også lige den der deadline, vi før har talt om, som Borussia Dortmund eftersigende skulle have sat til den 10. august – altså i morgen – som United skal holde sig indenfor, hvis de skal forhandle med Dortmund om Jadon Sancho. Det er dog ikke en deadline, Guardian-journalist Jamie Jackson giver meget for.

– Deadline-snakken kommer direkte fra Dortmund af. For mig at se lyder det mere som en klub, der siger “vi vil gerne sælge denne spiller, giv os pengene” ved at give en falsk deadline, som kan få tingene til at ske lidt hurtigere, siger Jackson, der også blev spurgt ind til, om handlen egentlig kommer til at ske:

– Ja, jeg tror, det kommer til at ske. Måske i den kommende uge. Som jeg forstår det, er det det, alle parter ønsker. Men det er en tricky handel, hvor de kan være tæt på en aftale indenfor denne uge, og så kan der ske noget andet, og så tager det pludselig længere tid.

Sandsynlighed for Sancho-transfer: 70-75%

Chong rygtes fortsat til Werder Bremen

Både tyske Bild, som du måske kender fra Sancho-sagaen, og Manchester-baserede Manchester Evening News, melder, at Manchester United og Werder Bremen er i detaljerede forhandlinger om at lade Tahith Chong tilbringe et år i den nordvesttyske Bundesliga-klub.

Her melder Manchester Evening News samtidig, at Werder Bremen ønsker Chong i to år, hvilket er det, der forhandles om i øjeblikket. United vil ikke slippe ham permanent, men vil gerne lade ham udvikle sig andetsteds, og her er man meget tilfreds med Werder Bremen som mulighed. Den tyske klubs sportsdirektør Frank Baumann er også fan af Tahith Chong, og håber på, at der kommer en aftale i hus:

– Chong er helt klart en spiller, der er interessant for os. Vi har brug for en spiller som ham. Vi er i gang med gode forhandlinger med Manchester United, men der er fortsat flere detaljer, vi ikke er enige om endnu, fortalte han til Weser Kurier.

Sandsynlighed for transfer: 80-85%

Swansea er favoritter til at snuppe James Garner på lån

Det er ikke meget kød, Manchester Evening News har på historien, men i samme artikel som de fortæller om Chong-detaljerne, fortæller de samtidig, at Swansea City er favoritter til at sikre sig James Garners underskrift på en midlertidig basis.

Denne historie kommer dog ikke ud af det blå – det har været noget, der har været tale om før, men det er første gang, en af de mere respekterede kilder fortæller om det, og med mange midtbanespillere foran Garner i køen, ville det give god mening at tage et år i den næstbedste række.

Sandsynlighed for transfer: 30-40%

Siden sidst er Alexis Sanchez officielt smuttet til Inter, mens der ikke er nyt i jagten på en midterforsvarer, hvad enten han hedder Gabriel Magalhaes, Pau Torres eller noget helt tredje, og der er heller ikke andre nye navne på blokken i Manchester United.

Det mest realistiske er, at Manchester United ønsker at få spillet Europa League færdig, før de for alvor kan kaste sig ud i transfervinduets strabadser. Indtil da er det blot de detaljerede forhandlinger med Jadon Sancho, der for alvor er værd at holde øje med i øjeblikket.

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Podcast-special: United i København

Næste artikel

OGS holder keeper-kortene tæt

ANNONCE