Cristiano Ronaldo har siden sit rekordskifte til Real Madrid i 2009 udviklet sig til at være en sand målmaskine. Det understregede portugiseren igen ved at lave et forrygende hattrick mod Sevilla i La Liga-kampen lørdag aften. Ronaldo er nu oppe på 24 mål i 22 ligaoptrædener.
Michael Owen udtaler nu til Sky Sports News, at United er holdet, som kan stoppe Ronaldo.
– Ja, Ronaldo er en potentiel trussel, men de vil arbejde mere som et hold og dobbeltdække i visse situationer for at stoppe ham. Men jeg tror ikke, at de vil mandsopdække ham, siger Michael Owen til Sky Sports News.
– Hvis nogen kommer til at stoppe Ronaldo, må det være United, som har haft ham i protokollen i mange år og kender hans styrker og svagheder.
United med gode chancer
33-årige Michael Owen, der nu spiller for Stoke City, er ikke er i tvivl om, at Ronaldo er den bedste spiller på banen, når de to hold onsdag træder ind på et formentligt propfyldt Bernabéu, Men til gengæld mener Owen, at United i Robin Van Persie og Wayne Rooney har de bedste spillere næstefter Ronaldo.
– Ronaldo er den bedste spiller på banen, men United kommer til at have den anden og tredje bedste spiller.
Om Ronaldo bliver stoppet, bliver en afgørende faktor ifølge Owen, som er optimistisk på Uniteds vegne. Owen har tørnet ud for begge klubber, men kommer med et forsigtigt bud på, at United kommer til at have overtaget.
– Hvis nogen skal stoppe ham, er det United, men på den anden side har du også en Rooney i form og en Van Persie, som scorer uhæmmet. Jeg tror United kan have overtaget.
Ferguson yderst selvsikker på sit hold
Michael Owen – der desuden overtog Ronaldos legendariske trøje, nummer 7, i United – nåede selv at spille 52 kampe i United-trøjen. I sine 3 år i United nåede Michael Owen at opleve Sir Alexs evige tro på sit mandskab.
– Jeg er aldrig blevet ledet af nogen, der har haft så stor en selvsikkerhed og tro på sit hold som Sir Alex Ferguson.
– Lige så meget som han respekterer modstanderen, lige så selvsikker er han på hvordan hans hold skal angribe og score. Jeg har aldrig hørt ham sige, at vi vil mandsopdække nogen, siger Owen om sin tidligere United-manager.
Michael Owen fik aldrig sit helt store gennembrud i United. Dog glemmer de fleste nok aldrig, da Owens scoring i overtiden sikrede en spektakulær 4-3-sejr over rivalerne fra Manchester City på Old Trafford i 2009.