Sir Alex Ferguson har valgt choktilføjelsen Michael Owen som klubbens nye nummer 7. George Best, Bryan Robson, Eric Cantona, David Beckham og Cristiano Ronaldos optrædener i netop dette trøjenummer forpligter, og den 29-årige angriber er klar til, at tage udfordringen op.
”Jeg er sulten efter at komme i gang og gøre det godt her. Hvis dette skifte ikke sætter gang i dig, og putter et smil på dine læber, så gør intet. Jeg tror stadig på, at jeg kan gøre det godt i en topklub som denne,” siger Owen til Uniteds officielle hjemmeside Manutd.com, og tilføjer straks, at forlydender om, at han skulle være for tilbøjelig til at blive skadet, er det rene vås.
”Hvis der er noget der irriterer mig lidt, så er det de historier (om skader, red.). Der er ingen tvivl om, at jeg har haft skader i min karriere, men det har de fleste. Man kan læse overalt, at over de sidste to år har jeg været skadet konstant, men det er simpelthen ikke sandt.”
”Jeg tror, jeg har spillet 33 kampe og 32 kampe i de to sidste sæsoner. Newcastle var ikke med i europæisk sammenhæng, og vi havde ikke for lange løb i cupturneringerne, hvorfor 33 og 32 kampe af 38 Premier League-kampe er en fornuftig sjat,” fortæller Owen, og fastlægger at den lange skade han havde de to år forinden intet havde med hans fysik at gøre.
”Hvis nogen hopper på din fod, og du derved brækker din metatarsal, er der intet du kan gøre ved det. Jeg er 29 år gammel, og har spillet over 500 kampe for klub og landshold, så det siger det hele. Jeg har samlet skader op her og der, men sådan er moderne fodbold. Jeg mener ikke, at jeg er specielt tilbøjelig til at blive skadet,” afslutter den ene af de tre eftersigende eneste tilføjelser til Sir Alex Fergusons mandskab i dette transfervindue.