Uret havde netop rundet 120 minutter på fodboldens tempel, Wembley, da Coventry City fuldendte et af de mest spektakulære comebacks i nyere FA Cup-historie. Det troede de – og resten af fodboldverdenen – i hvert fald.
Hvad der kunne være endt som en af de vildeste historier i verdens ældste fodboldturnering, endte nemlig som en skuffelse for den traditionsrige Championship-klub. 4-3-målet blev underkendt for offside, og i den efterfølgende straffesparkskonkurrence trak de røde forhåndsfavoritterne fra Manchester United det længste strå og kvalificerede sig til FA Cup-finalen.
Hovedrolleindtageren i det dramatiske øjeblik var den danske Coventry-spiller Victor Torp. Det var ham, der sendte bolden i nettet til 4-3, som efter en VAR-gennemgang blev annulleret.
Og det var på alle måder en surrealistisk oplevelse, hvor danskeren fik en rutsjebanetur igennem hele sit følelsesregister. Det fortæller han, da OldTrafford.dk taler med ham et par dage efter dramaet.
– Det hele gik fra at være en stor nedtur til at være en kæmpe optur og til at være en nedtur igen, siger han.
Coventry City var bagud med 3-0, da der var spillet 70 minutter af semifinalen. Men på 20 minutter fik Victor Torp og holdkammeraterne vendt kampen på hovedet med tre sene scoringer.
Drømmelodtrækning for danskeren
For 24-årige Victor Torp var søndagens FA Cup-semifinale ekstra speciel. Han er nemlig Manchester United-fan og har fulgt de røde djævle lige så længe, han kan huske.
Derfor var der også tale om en regulær drømmelodtrækning.
– Jeg skal ærligt indrømme, at da jeg så lodtrækningen, der håbede jeg, at det blev United, siger han.
Det blev det. Og kampen på Wembley foran 85.000 tilskuere mod Manchester United er også uden sidestykke.
– Det er klart det største, jeg har prøvet i min karriere, siger han.
Af den grund var det også vigtigt for danskeren at nyde kampen og suge alle indtryk til sig. Det er nemlig ikke til at vide, om man nogensinde kommer til at spille på Wembley eller mod Manchester United igen, lyder det.
Midtbanespilleren følger stadig Manchester United tæt. Efter sit januar-skifte til Coventry fra norske Sarpsborg har han også haft lejlighed til at overvære en kamp på Old Trafford sammen med sin far.
»Det var et helt vanvittigt moment«
– I momentet tænker jeg slet ikke.
– Jeg gav bare slip på alt. Jeg fik krampe i læggen og blev overdynget af mine holdkammerater. Det var et helt vanvittigt moment.
Sådan lyder det fra Victor Torp, da han beskriver, hvad der gik gennem ham, da han troede, at han havde sikret sin klub en sensationel plads i FA Cup-finalen med en scoring til 4-3 i det 120. minut.
Men som bekendt varede den berusende lykke kun et par minutter. Kort efter Coventry-spillernes euforiske jubel begyndte dommerne i VAR-vognen at gennemse målet for offside. Og det kom bag på den 24-årige dansker.
– Da de tjekker for offside, er jeg ret overrasket. Jeg vidste godt, at jeg ikke selv var offside. Det er først efter kampen, at jeg finder ud af, at det er Haji (Wright, red.), der er offside, siger han.
Og offside blev der dømt – en minimal af slagsen. Selvom kendelsen er helt efter regelbogen, ærger danskeren sig gul og grøn over, at holdkammeraten Haji Wright bruger størrelse 44 og ikke størrelse 42.
– Jeg kunne slet ikke være i mig selv inde på banen, da jeg finder ud af, at der er offside.
– Jeg følte at mit og vores moment blev taget fra mig, siger han.
På trods af at det ikke blev til det eventyr, som Victor Torp og resten af Coventry håbede på, så bliver han alligevel mødt af taknemmelighed.
Han har nemlig modtaget mange beskeder fra fans i de efterfølgende dage, som har udtrykt deres glæde over holdets indsats.
– Det er først nu, at det er gået op for mig, hvor stort det var, og hvor tæt på det var, at vi gjorde noget helt magisk, fortæller han.
Torp er overrasket over, hvor lidt der skulle til at ryste United
Den danske midtbanespiller startede semifinale-opgøret på bænken. Men efter Bruno Fernandes’ scoring til 3-0 efter en times spil blev han hasteindkaldt på banen. På daværende tidspunkt havde han ikke selv de store forhåbninger om et comeback, men det ændrede sig fuldstændigt, da Ellis Simms kort efter reducerede til 3-1.
Inden den ordinære spilletid var fløjtet af, havde det undertippede Championship-mandskab også gjort det til både 3-2 og 3-3.
– Det må aldrig nogensinde ske for en klub som Manchester United, at man er foran med 3-0 efter 70 minutter og så falde sammen på den måde, siger han.
Coventry-spillerne var godt bevidste om, at United er et såret dyr, og at det derfor ikke var det værste tidspunkt at møde storklubben på. Men at et hold bestående af flere verdensstjerner kan kollapse på den måde, havde danskeren trods alt ikke forventet.
– Vi er et hold fra Championship, og det er selveste Manchester United. At vi får lov til at ryste dem på den måde, og at vi får følelsen af, at vi er med i kampen. At vi får lov til det, det var overraskende, siger han.
Særligt det faktum, at Victor Torp og holdkammeraterne forholdsvis ubesværet kom frem til afslutninger, forbavsede danskeren.
Et minde for livet
Der er dog ingen tvivl om, at oplevelsen på Wembley med tiden bliver et godt minde for danskeren.
Og Victor Torp fik også et fysisk minde med hjem fra kampen. Midtbanespilleren byttede nemlig trøje med Christian Eriksen i spillertunnellen efterfølgende.
– Jeg vidste ikke helt, om nogen af dem (Christian Eriksen og Rasmus Højlund, red.), vidste, hvem jeg var, hvis jeg skal være ærlig.
– Men han (Christian Eriksen, red.) var ovre ved mig inden og ønske god kamp, og han sagde, at han håbede for mig, at jeg fik lov til at komme på banen. Efter kampen roste han mit straffespark og fortalte, at han følte med mig.
At Christian Eriksen tog sig tid til det, er Coventry-spilleren rigtig glad for.
– Jeg ved ikke, om jeg havde forventet det, men det var super god stil af ham, synes jeg.
Victor Torp tog sig af Coventrys anden forsøg fra pletten i straffesparkskonkurrencen, som han usvigeligt sikkert sparkede op i krogen. Dermed kom danskeren alligevel på tavlen i opgøret.
Indtil videre fylder ærgrelsen over, at Torp fik “frataget” sit sejrsmål dog fortsat mere end glæden over præstationen, fortæller han.
– Jeg er både mega stolt over det, jeg præsterede, og det vi præsterede som hold. Men jeg er samtidig også mega skuffet over, at det ikke fik den slutning, som jeg synes, det havde fortjent, siger han.
Det tætte kampprogram i Championship gør dog, at der ikke er tid til at spekulere for meget over kampen. Coventry City har nemlig tre kampe over de næste otte dage, inden sæsonen er slut.
– Lige så snart vi går på ferie, og man får tid til at cleare hovedet, så håber jeg, at det er noget, man kan kigge tilbage på med stolthed, siger Torp afslutningsvist.
Coventry City ligger på nuværende tidspunkt nummer 8 i Championship og kan allerede nu begynde at forberede sig på en ny sæson i den næstbedste engelske række.