Javier Pastore er så godt som fortid i Palermo. Det hævder italienernes præsident, der peger på fem klubber som mulig destination for den offensive argentiner.
”Situationen omkring Pastore afhænger udelukkende af hans agent. Han tager til England eller Spanien, men jeg vil udelukke Barcelona, for de har allerede Xavi og Iniesta på den position,” siger Maurizio Zamparini ifølge Sky Sports.
Han advarer dog eventuelle bejlere om, at de har travlt.
Således vil Pastore forblive Palermo-spiller, hvis han ikke har fundet en ny klub før Copa America slutter.
”Vi bliver nødt til at finde en løsning på det indenfor 15 dage, før Copa America slutter, ellers bliver han hos os. Men der er omkring 90 procents sandsynlighed for, at han forlader os, for det er det, han vil. Det er normalt, når der er konkret interesse fra visse klubber,” fortsætter Zamparini, før han løfter sløret for, hvem de interesserede er.
”Favoritterne er Real Madrid og Malaga. Manchester City er også interesserede i ham ligesom Manchester United og Chelsea. Jeg er ked af at lade ham gå, for han er den eneste verdensklassespiller, jeg har haft i min tid som præsident for klubben,” lyder det fra Zamparini.
Dermed tyder det på, at United atter må hive den helt store pengepung frem, hvis de vil have fat i den 22-årige argentiner.
Palermos præsident har tidligere slået fast, at Javier Pastore ifølge ham er omkring 45 millioner pund værd.