Den 30-årige sydkoreaner er tydeligvis stolt over ikke bare at runde 200 kampe for Manchester United, men også lukke munden på de kritikere, som i 2005 hævdede, at han kun var hentet for at sælge trøjer i Asien.
“Jeg er stolt over at nå så mange kampe. Jeg troede aldrig jeg skulle nå 200 kampe for Manchester United,” fortæller Park til AP.
“Nogle mennesker sagde de ting (om at være trøjesælger, red.), da jeg kom hertil. Men nu er der ingen, der siger noget. Jeg er glad for at have bevist, at asiatiske spillere kan håndtere det høje niveau i europæisk fodbold,” siger Park, som kom til United fra PSV Eindhoven.
Vil ikke hvile på laurbærrene
Park Ji-Sung har i Manchester United vundet det engelske mesterskab hele fire gange og var ligeledes en vigtig figur på holdet, da United vandt Champions League i 2008.
“At nå 200 kampe er fantastisk. Jeg har mange minder, specielt fra de dage, hvor jeg har løftet trofæer.”
“Men atmosfæren i Manchester United er sådan, at hvis du når et mål i din karriere, så er der en indstilling om at nå flere og andre mål. Det er derfor, Manchester Uniteds spillere vil løfte trofæer igen og igen. Der er en sult efter at vinde trofæer. Sådan er mentaliteten,” siger 30-årige Park.