Pearson: Blackett viser vejen for os unge

Ben Pearson håber at kunne kopiere Tyler Blackett, og få chancen på førsteholdet.

Louis van Gaal har gang på gang vist, at han ikke er bleg for at kaste unge spillere ind på førsteholdet. I United er det pt Tyler Blackett, der har vundet hollænderens tillid. Og flere andre håber at kunne få chancen, blandt dem er Ben Pearson.

– Manageren har allerede givet chancen til nogle unge spillere. Blackett har spillet ret fast, ligesom Reece James også har spillet. Et par af gutterne var også involveret mod MK Dons, og forhåbentlig kan flere af os komme gennem nåleøjet. Manageren har gjort det før i Barcelona og Ajax, og jeg håber han kan gøre det samme her, siger Pearson i følge Manchester Evening News.

Den arbejdssomme midtbanespiller, der forrige sæson blev kåret til årets u18-spiller, var sidste sæson en af de bedste og mest stabile spillere hos Warren Joyce på u21-holdet, og håber nu han kan få chancen under van Gaal.

– Der er en række unge spillere, der alle presser på for at få chancen. Det handler bare om at gribe mulighederne. Der er altid nogle gutter med oppe og træne med førsteholdet, og så må man gøre det godt når man får chancen.

– Jeg har trænet med nogle gange, det er fedt, men det går også noget stærkere og der er mere pres på. Det er fantastisk at spille med og mod spillere man så som barn og ser op til. Darren Fletcher er fantastisk med os, taler hele tiden med de unge spillere og hjælper os meget, noget alle de erfarne spillere generelt er gode til, lyder det fra Pearson.

Ikke udlån lige pt

Mens flere unge spillere er sendt på udlån, vil 19-årige Pearson i første omgang ikke selv på lån. Han vil først have flere kampe i benene på u21-niveau, før det kan komme på tale.

– Det kan ske senere, jeg ved ikke om det bliver i denne sæson. Så skal det være senere på sæsonen, hvis det besluttes at jeg skal ud og hente erfaring med førsteholdsfodbold.

– Jeg ved ikke om jeg er klar lige pt, men det gælder jo bare om at kaste sig ud i det hvis det er. Jeg føler, at jeg skal have et par kampe mere i benene, for virkelig at komme i topform i denne sæson. Der er lidt stor afstand mellem u21-kampene, så det kan være svært at finde rytmen, siger Pearson.

Forrige artikel

Herrera vil kopiere Scholes

Næste artikel

Fergie skal hjælpe ved Ryder Cup

ANNONCE