Plads til forbedring – Uniteds værste nogensinde i Premier League

Med de første 7 Premier League-runder overstået, har vi kigget i Premier League-historien og sammenlignet med tidligere sæsoner. Og denne sæsons pointhøst er Uniteds værste siden ligaens begyndelse i 1992.

Foto: Carl Recine, Getty Images

To sejre, to uafgjorte og tre nederlag. En negativ målscore med 5 for og 8 imod. En 14. plads med kun 5 points afstand ned til nedrykningsstregen.

Sådan lyder status efter de første 7 Premier League-kampe i denne sæson.

Vi har sammenlignet de foreløbige 33 sæsonstarter. Og målt på points er denne sæsonstart altså Uniteds værste nogensinde i Premier League.

De bedste sæsonstarter

De bedste sæsonstarter bestod af seks sejre og en uafgjort. Det vil sige 19 points ud af 21 mulige efter syv ligakampe.

Dette skete første gang i 1999/00-sæsonen, hvor man kom direkte fra en treble-sæson og startede med en uafgjort, efterfulgt af seks sejre på stribe. Her endte man da også med at genvinde mesterskabet med hele 18 points ned til Arsenal på andenpladsen.

Man startede også med 19 points i 2011/12-sæsonen, da sejre i de første fem kampe blev afløst af en uafgjort og en sjette sejr i kamp nummer 7. Denne gang lykkedes det dog ikke at veksle den gode start til et mesterskab, da Sergio Agüero i sidste ende sikrede et comeback mod QPR, så Manchester City blev mestre på en bedre målscore.

Tre sejre, en uafgjort og tre sejre igen. Sådan startede man i 2017/18-sæsonen, hvor José Mourinho fortsatte fra Europa League-triumfen året før og fik en sæsonstart, der fuldt ud levede op til Sir Alex Fergusons bedste. Igen endte man på andenpladsen efter City. Denne gang var der dog 19 points top til City, der vandt mesterskabet med rekordmange 100 points.

De værste sæsonstarter

I 2002 vandt Arsenal mesterskabet foran United, som herefter startede den nye sæson med kun 11 points fra sine første syv kampe. Her var der tale om tre sejre, to uafgjorte og to nederlag. Alle sejre og nederlag var i øvrigt med scoren 1-0, hvor to af dem blev afgjort af Ruud van Nistelrooy på straffespark.

Den tvivlsomme start blev dog allerede overgået i den første sæson efter Sir Alex Ferguson. I 2013/14 startede man med en sejr, en uafgjort og et nederlag, efterfulgt af en sejr, to nederlag og en sejr. Med 10 points fra de første syv kampe havde David Moyes dermed fået en dårligere Premier League-start end i nogen af sæsonerne under hans forgænger.

I 2018/19 og 2020/21 blev bedriften gentaget med 10 points fra de første syv kampe. Sidstnævnte var muligvis den mærkeligste og mest uforudsigelige med nederlag, sejr, nederlag, sejr, uafgjort, nederlag og sejr. Syv kampe, og ikke én gang fik man det samme antal points som i kampen før.

Dette var også tilfældet i den mellemliggende 2019/20-sæson med sejr, uafgjort, nederlag, uafgjort, sejr, nederlag og uafgjort. Med kun to sejre fra de første syv kampe fik Ole Gunnar Solskjær dermed den tvivlsomme rekord af at have fået Uniteds dårligste sæsonstart nogensinde med kun 9 points ud af 21 mulige.

Denne bedrift gentog Erik ten Hag i sidste sæson, hvor United vandt tre og tabte fire. I denne sæson er det dog gået endnu værre for hollænderen og hans trængte mandskab. To sejre, to uafgjorte og tre nederlag er udbyttet indtil videre. Det vil sige, at man kun har vundet 8 points, med en 14. plads til følge. Der er plads til forbedring.

Forrige artikel

Yderligere to United-spillere melder afbud

Næste artikel

Maguire giver skadesopdatering

ANNONCE