Foto: Christian Kaspar-Bartke/Getty Images
På venstre back råder Manchester United over Luke Shaw, Tyrell Malacia, Diego León og Patrick Dorgu. Samt Harry Amass, der er udlånt til Norwich City. Derudover har både Diogo Dalot og Noussair Mazraoui vikarieret i venstre side.
Det er umiddelbart mange, der kan dække pladsen. Er der så behov for nyerhvervelser?
Ja, det er der. Luke Shaw har spillet samtlige kampe i denne Premier League-sæson. Men vi kan ikke forvente, at det vil gentage sig i kommende sæsoner.
Shaw kom til United i 2014. Seks år før Bruno Fernandes. Alligevel har han spillet færre United-kampe end portugiseren. Vi kan ikke stole på, at hans stabilitet fortsætter.
Malacias kontrakt udløber til sommer, og der er intet der tyder på, at han bliver. Han er heller ikke dygtig nok til United.
Diego León spiller – og træner – med U21-holdet. Her var han ikke uden skyld, da de tabte en topkamp til Chelsea for nylig. Han ser ikke ud til at være førsteholdsparat foreløbigt.
Så er der Amass og Dorgu tilbage. Førstnævnte havde stor succes på lån i Sheffield Wednesday, men fik en alvorlig skade efter skiftet til Norwich. Han skal lige i gang igen, før vi kan tænke ham ind på Uniteds førstehold.
Dorgu har vist sig at være bedst på kanten. To gange blev han kåret som rundens bedste spiller i Premier League. Det ser ikke ud til, at hans United-fremtid kommer til at ligge i forsvaret.
Mulige venstre backs – Premier League
Newcastle har ikke haft nogen stor sæson. Men for nylig slog de United og var lige ved at gøre det samme med Barcelona. Her blev deres venstre back, Lewis Hall, rost til skyerne for at lukke helt ned for Lamine Yamal.
Hall har været i sin klub i to år siden skiftet fra Chelsea. Her skiftede han for næsten 30 millioner pund, så det vil kræve en stor pose penge at overbevise Newcastle om at sælge den 21-årige profil.
Den rige klub er dog begrænset af, hvor mange penge, de må bruge på transfermarkedet. Og derfor vil et salg af Hall kunne åbne op for, at de kan få lov at investere i andre spillere.
I Chelsea efterlod Hall et tomrum, som i sommers blev fyldt af Jorrel Hato, der kom til fra Ajax for ca. 38 millioner pund.
Selvom han somme tider spiller centralt i forsvaret, er han naturlig venstre back og dermed andetvalg efter Marc Cucurella. I United kunne han være tættere på fast spilletid med Luke Shaw, der næppe holder til at spille tre kampe på en uge.
Igen ville der dog være tale om en stor sum, hvis skiftet skulle blive til noget. Hato har også kontrakt helt til 2032 i London-klubben.
Et tredje bud fra Premier League vil være West Hams El Hadji Malick Diouf. Han har næsten spillet fuld tid hele sæsonen, bortset lige fra de seks kampe, hvor han var af sted til AFCON.
Den 21-årige senegaleser har fem assists i 25 Premier League-kampe i denne sæson og kunne tage skridtet op til sommer. Især hvis West Ham rykker ned.
Han kom dog kun til London-klubben i sommers og kostede i omegnen af 20 millioner pund. Hans kontrakt udløber først i 2030.
Mulige venstre backs – Ikke fra Premier League
Bayern Münchens Alphonso Davies kædes også sammen med et skifte til United. Han er da også en dygtig spiller, men mon ikke hans skadehistorik skræmmer United væk. Det bør den i hvert fald gøre.
I seneste sæson gik han glip af 37 kampe på grund af skader. Og i indeværende sæson er antallet allerede på 15. Davies har kontrakt i Bayern indtil 2030. Det er ikke den vej, United skal gå.
Her vil Frankfurts Nathaniel Brown være et bedre bud. Den 22-årige tysk-amerikaner har fire mål og fire assists i 26 Bundesliga-kampe i denne sæson.
Han har derudover både spillet venstre back, højre back og på kanten, så han vil bringe noget alsidighed, som United også kan få brug for. I denne sæson har han kun misset én kamp, og det var grundet sygdom.
Brown og Frankfurt har papir på hinanden indtil 2030. Han bliver dermed heller ikke en billig herre. Frankfurt har i nyere tid taget sig godt betalt, når de har solgt deres profiler.
Randal Kolo Muani, Hugo Ekitike og Omar Marmoush blev eksempelvis alle solgt for mellem 75 og 95 millioner euro.
Vi skal fra Tyskland til Italien for at finde et sjette bud på en ny venstre back til United. Her er der tale om Inters Federico Dimarco, som har været i Milano-klubben siden 2018 og kun har et år tilbage af sin kontrakt.
Den 28-årige italienske landsholdsspiller er altså det ældste og mest rutinerede bud på en ny venstreback. Og måske den bedste løsning i jagten på kortsigtet succes. Dimarco har 6 mål og 15 assists i 28 Serie A-kampe i denne sæson.
Det taler dog imod, at Inter konsekvent spiller 3-5-2, hvorfor han mere har spillet wingback end været i en firebackkæde. Derudover har United ikke den store historik med italienske spillere.
Hidtil har kun Carlo Sartori, Massimo Taibi, Giuseppe Rossi, Federico Macheda og Matteo Darmian repræsenteret United fra støvlelandet. Med ca. 40 førsteholdskampe i gennemsnit.




