Rafa: Penge skyld i United-succes

Manchester United var aldrig blevet en af verdens mest vindende klubber under Sir Alex Ferguson, hvis skotten havde haft de samme økonomiske midler til…

Manchester United var aldrig blevet en af verdens mest vindende klubber under Sir Alex Ferguson, hvis skotten havde haft de samme økonomiske midler til rådighed som sine modstandere.

Det mener Rafa Benitez, der under sit seks år lange ophold som manager for ærkerivalerne Liverpool opbyggede et elendigt forhold til Ferguson.

Og i modsætning til mange andre, mener spanieren ikke, at det er Fergusons personlighed, der er skyld i Uniteds succes.

”Nej, jeg tror, det er på grund af de penge, de har brugt. Hvis man analyserer transferhistorien… Rooney eller Ferdinand for eksempel… 30 millioner pund er meget for en ung spiller” siger Benitez ifølge ESPN.com og fortsætter.

”De (United, red.) klarer sig godt hvert år. Og det er ikke kun på grund af deres interviews og pressekonferencer. Det er fordi, de har penge.”

Gammelt argument
Det er ikke første gang, den arbejdsløse træner er kommet med denne undskyldning.

Således brugte han flere gange det argument, når han skulle forklare, hvorfor Liverpool ikke kunne konkurrere med United, da han stod i spidsen for dem.

Faktum er dog, at Merseyside-klubben næsten brugte lige så mange penge som United i de seks år, hvor Benitez var manager, ligesom de havde tilgang af væsentligt flere spillere.

Det har flere udregninger fra diverse engelske medier flere gange klarlagt.

Afviser ”mind games”
Rafa Benitez har endnu ikke fundet sig en ny klub, efter han blev fyret i Inter i midten af sidste sæson.

Og selvom mange eksperter peger på, at det for alvor begyndte at gå dårligt for den 51-årige spanier, efter han på et pressemøde kritiserede Ferguson for hans ”mind games”, mener hovedpersonen selv, at hans budskab blev tolket forkert.

”For at være helt ærlig, så brød jeg mig ikke om, at pressen begyndte at snakke om ”mind games”. For det eneste jeg var fokuseret på var mit hold, og hvad jeg skulle gøre for det,” siger Benitez.

Sir Alex Ferguson gjorde det i sommer klart under et interview med en italiensk avis, at han ikke har høje tanker om sin spanske kollega.

Forrige artikel

Avis: Glazer interesseret i tv-rettigheder

Næste artikel

Rooney misser EM-gruppespil

ANNONCE