Det lyder måske ikke så tiltalende for alle, med masser af løb og knap så meget bold. Men det er lige præcis hvad der venter United-stjernerne de kommende uger, når der skal gøres klar til den nye sæson.
Pre-season byder traditionelt på en del løb, så konditionen er i top forud for den lange sæson. Ikke alle elsker denne del af året, hvor sommerens ferie med god mad og drikke kan blive straffet, når løbeskoene snørres. Men Rafael da Silva elsker denne del af sæsonen.
– Sæsonopstarten er altid spændende, jeg elsker den. Der er naturligvis en del løb, men det er fint nok. Man kommer retur fra ferie, og bliver måske træt af selv de mindste ting, men jeg holder af det og føler mig godt tilpas bagefter.
– Det er en vigtig del af sæsonen, og hvis man præsterer godt kan man måske ændre lidt på de tanker manageren gik med. Hvis ikke man var med i hans planer fra start, kan man spille sig på holdet, siger Rafael til manutd.com.
Spændende at opleve forskellige kulturer
I år skal United igen rejse det halve af jorden rundt inden sæsonen for alvor går i gang. Australien, Sverige og Japan er nogle af sommerens destinationer for Moyes og co. Og netop det at komme rundt i verden finder Rafael også spændende.
– Vi får ikke blot muligheden for at træne under gode forhold, det er også interessant at opleve forskellige kulturer og anderledes ting. Vi er en stor klub, og det er skønt at kunne komme rundt i verden og besøge nogle af vores fans. De giver os utroligt med støtte, og det er rart at kunne komme ud til dem der måske ikke kan tage til Old Trafford, og besøge dem.
– Turene er altid noget specielt for de unge spillere, og de ældre erfarne gutter som Giggs og Ferdinand er gode til at hjælpe de unge og er med til at skabe god stemning. Jeg er sikker på, at årets tur bliver en succes, vi glæder os alle sammen meget, fortæller Rafael til manutd.com.