Redaktionens reaktioner på fyringen af Dan Ashworth

Søndagens fyring af Dan Ashworth har sendt chokbølger gennem United-fanbasen. Overraskelsen var også stor blandt vores egen redaktion. Her kan du læse reaktioner fra 6 af folkene bag OldTrafford.dk.

Foto: Robbie Jay Barratt – AMA/Getty Images

Gustav Meibom Jørgensen, skribent

Det første år under det nye ejerskab har langt fra indfriet mine forventninger. Kontroversielle beslutninger synes at være et gennemgående tema, og min følelse af, at vi har ansat “the best in class”, er nu også ved at forsvinde. Det ligner, at man skal være bange for at blive afskediget, hvis man tør række en finger i vejret og dele synspunkter, som resten af flokken ikke deler.

Sagen om Dan Ashworth fremstår særligt som en gåde for mig. INEOS gjorde tilsyneladende alt for at hente ham til klubben, men det lader til, at Dan Ashworths synspunkter er blevet ignoreret – dem kunne man vel have afstemt inden ansættelsen? For at der på et tidspunkt skulle tages stilling til cheftrænerposten i klubben, kan vel ikke være kommet som et chok for nogen.

Alt i alt har den nye sportslige ledelse og Sir Jim Ratcliffe ikke gjort meget for at vinde min tillid i deres første år på Old Trafford. Jeg har dog stadig et håb om, at brikkerne snart falder på plads. For på trods af de mange kontroversielle beslutninger, der er blevet truffet, har jeg stadig større tiltro til klubbens nuværende ledelse end til dem, der sad på samme poster før Sir Jim Ratcliffes køb.

Sebastian Sørensen, skribent

At stoppe samarbejdet med Ashworth virker lidt mærkeligt.

Der må være sket noget bag kulissen, som vi ikke ved noget om. Han virkede som en mand, der havde enorm meget motivation for at få United tilbage til toppen.

Hvor dårligt det i virkeligheden er, kan man kun tænke sig til. Så vidt jeg forstår, er Brighton-projektet ikke kun Ashworths arbejde.

Newcastles projekt har heller ikke helt båret frugt endnu, så man kan tænke sig til, at det måske ikke er dommedag, selvom det kan virke mærkeligt og ærgerligt, at en så ny og spændende mand stopper efter blot et halvt år.

Mikkel Rud Søgaard, skribent

Jeg synes, opsigelsen af Dan Ashworth giver panderynker. Han var en eftertragtet mand, og en som United brugte lang tid på at rekruttere.

Ashworth skulle angiveligt have ønsket, at det blev en engelsk træner, som tog over efter ETH, så jeg tror, der har været nogle uenigheder på ledelsesgangen. Jeg kunne godt forestille mig at samarbejdet med Omar Berrada og Dan Ashworth ikke har været lige så smooth, som håbet.

Men det tomrum af opgaver, som Ashworth efterlader sig, synes jeg er problematisk. Hvem skal tage over? Og hvem skal klare hans tjanser indtil da?

Jeg formoder, at det bliver Jason Wilcox. Jeg synes også, at det er et skidt signal at sende til Amorim. Værsgo, her er dit første transfervindue, bare uden en sportsdirektør. Det giver kritikere lov til at håne United igen og kalde dem det, som det er udadtil: Et cirkus.

Ásbjørn Nielsson Nattestad, skribent

Umiddelbart giver det et dårligt billede af Ineos og Sir Jim Ratcliffe som ejere af fodboldklubben Manchester United.

Jeg kan se, at mange fans ser det som et bevis på, at Ineos er dårlige ejere. Men jeg har lyst til at vende det om.

Ashworth er en rigtig dygtig sportsdirektør, men det betyder ikke, at han passer godt til det “nye” United.

Og så synes jeg, at det er godt, at ledelsen reagerer hurtigt og smider ham ud inden han får lavet skade med sin ageren.

Steffen Jønsson, skribent

Jeg må erkende, at jeg har været forvirret over ledelsens forskellige roller de seneste måneder. Dan Ashworth var hentet ind som sportsdirektør, og alligevel var det Omar Berrada, der tog til Lissabon i forbindelse med ansættelsen af Rúben Amorim.

Rygter om ledelsens forkærlighed for en træner som Gareth Southgate har også gjort mig bekymret, men det tyder jo også på, at det netop var Ashworth, der prøvede at trække United i dén retning. Og i så fald er det kun glædeligt, at man så hurtigt har fået stoppet samarbejdet.

Jeg ville dog have ønsket mig, at man havde lavet en ordentlig forventningsafstemning inden sommerens lange saga med ‘gardening leave’ og alt det. Det betyder alt andet lige, at United nu er sat et år tilbage i forhold til at få sat det rigtige hold til ‘Projekt 150’.

Truppen er langt fra at være på plads til et mesterskab i 2028. Det ved vi alle. Men nu skal vi tilsyneladende også vente yderligere på, at ledelsesgangen er på plads. Og det er temmelig frustrerende, efter vi hele sæsonen har bildt os selv og andre ind, at dén del nu var på plads.

Thobias Lisby Hermannsen, redaktør

Wtf! Det var min umiddelbare reaktion, da jeg søndag formiddag så, at Ashworth forlader klubben efter kun fem måneder i jobbet som sportsdirektør. Han var som skabt til jobbet, kunne man forstå på Sir Jim Ratcliffe, og den 73-årige ejer roste ham til skyerne, da Ashworth kom til.

Men virkeligheden har vist sig at være en anden, og den foreløbige analyse må være, at der har været for mange kokke i køkkenet. Berrada og Ashworth har ikke trukket i samme retning, og Ratcliffe har været utilfreds med Ashworths input og prioriteringer, melder The Athletic.

Jeg må erkende, at jeg har undervurderet, hvor lang tid det kan tage, før United igen er en magtfaktor. Erik ten Hag var den første forbier. Ashworth var nummer to. Og det er helt sikkert ikke de sidste fejltagelser, der er blevet begået.

Det er trods alt positivt, at Ratcliffe er i stand til at æde sin stolthed og træffer de svære beslutninger, når det er påkrævet.

Previous Article

The Athletic: Derfor sluttede Dan Ashworths tid i Manchester United brat

Next Article

OldTrafford.dk’s julekalender 2024: 10. december

ANNONCE