Fem måneder, det var alt, hvad det kunne blive til for Dan Ashworth som sportsdirektør i Manchester United. For i går kunne klubben i et kort statement på blot 41 ord meddele, at samarbejdet ophører efter en gensidig aftale.
– Manchester United har officielt annonceret, at Dan Ashworth forlader sin stilling som sportsdirektør efter gensidig aftale. Klubben udtrykker taknemmelighed for Ashworths indsats i en overgangsperiode og ønsker ham det bedste fremover, skriver Manchester United på sin hjemmeside.
Dermed er den headhuntede sportsdirektør, som Manchester United betalte en overgangssum på 2,5 millioner pund for og tålmodigt ventede flere måneder på grund af en tvungen orlov, allerede fortid i klubben. Ifølge mediet The Athletic er der flere årsager bag denne beslutning.
Uoverensstemmelser med ledelsen
The Athletic fortæller i en længere artikel, at samarbejdet mellem Dan Ashworth og Sir Jim Ratcliffe i det nye hierarki i Manchester United blev sat på prøve flere gange. Især da processen om, hvem der skulle overtage tøjlerne fra Erik ten Hag som cheftræner, startede.
Dan Ashworth præsenterede en liste med trænernavne, som alle havde det til fælles, at de havde Premier League-erfaring. På listen skulle Eddie Howe, Marco Silva og Thomas Frank angiveligt alle have været nævnt. Dan Ashworth skulle også have udset Graham Potter som en midlertidig løsning.
Men som bekendt skrev ingen af de trænere under på en kontrakt, for klubben besluttede angiveligt at ignorere Dan Ashworths forslag og valgte som bekendt Rúben Amorim som klubbens næste cheftræner. Det førte ifølge The Athletic til spændinger mellem Sir Jim Ratcliffe og Dan Ashworth, hvilket til sidst betød, at klubben tog afsked med Dan Ashworth.
Minimal rolle i ansættelsen af Ruben Amorim