Referat: Reserver tabte målfest

Manchester United ligger i toppen af Premier Reserve League North, men det lod Sunderland sig ikke skræmme af. The Black Cats havde inden aftenens opgør…

Manchester United ligger i toppen af Premier Reserve League North, men det lod Sunderland sig ikke skræmme af. The Black Cats havde inden aftenens opgør vundet samtlige hjemmekampe i denne sæson, og den statistik skulle ikke ændre sig.

United startede ellers bedst, da Marnick Vermijl bragte sit hold foran. Højrebacken modtog bolden på kanten, satte to Sunderland-forsvarere af og sendte et skud af sted med venstrebenet. Målmand Trevor Carson fik en hånd på forsøget, men kunne ikke stoppe det fra at gå i nettet via stolpen.

På trods af Uniteds stærke start fik Sunderland kæmpet sig godt ind i kampen. Først gjorde David Meyler det til 1-1 i to forsøg. Hans første skud blev blokeret, men bolden landede for hans fødder, og i anden omgang kunne han nemt udligne. Kort før pausen kom værterne så foran efter et frispark. Craig Gardner sendte et skud gennem United-muren, og den kraftige vind på stadion sørgede for resten og snød Tomasz Kuszczak.

Den stærke vind kunne have hjulpet United i anden halvleg, men alligevel dominerede Sunderland. De skulle ikke bruge mere end tre minutter, før stillingen var 3-1. Scott Wootton fik ikke clearet et indlæg ordentligt, og så kunne Ryan Noble uden problemer banke kuglen i nettet.

Uniteds forsvar så i det hele taget meget svagt ud og blev kort efter udstillet endnu en gang. En simpel lang fremadrettet bold snød alt og alle hos United, og Noble scorede til 4-1 med et hårdt skud.

Herefter så det håbløst ud, men indskiftede John Cofie skabte fornyet håb hos de røde djævle. To oplæg fra glimrende stikninger blev det til på kort tid. Først var Michael Keane gået med frem og reducerede, og fem minutter senere var det tvillingen Will Keane, som nød godt af en aflevering fra Cofie og scorede. 4-3 til Sunderland var stillingen på dette tidspunkt.

Glæden var dog kort, for minuttet senere var værterne foran med to igen. Et indlæg fra venstre blev ikke håndteret ordentligt, og Noble fik sit hattrick, da han headede bolden i mål.

Et par minutter før slutfløjt var Noble igen på pletten. Efter noget tilfældigt spil i Uniteds felt faldt bolden for Nobles fødder, og han missede ikke. 6-3 til Sunderland, og det blev aftenens resultat.

Manchester United fører fortsat divisionen, men Sunderland har nu samme antal point. United har dog spillet to kampe færre.

Sunderland 6-3 Manchester United
14’ 0-1, Marnick Vermijl
36’ 1-1, David Meyler
44’ 2-1, Craig Gardner
48’ 3-1, Ryan Noble
54’ 4-1, Ryan Noble
58’ 4-2, Michael Keane
64’ 4-3, Will Keane
65’ 5-3, Ryan Noble
88’ 6-3, Ryan Noble

Opstilling
Tomasz Kuszczak, Marnick Vermijl, Scott Wootton, Michael Keane, Sean McGinty (Gyliano van Velzen, 71’), Jesse Lingard, Tom Thorpe, Michele Fornasier (John Cofie, 54’), Tyler Blackett (Alberto Massacci, 60’), Paul Pogba, Will Keane.

Bænken: Jonny Sutherland, Rafael Leão, Luke Giverin.

Forrige artikel

Agent: Vidic ude i flere måneder

Næste artikel

Sæsonkortholdere kan droppe Europa League

ANNONCE