Selvom det er halvandet år siden, han sidst optrådte for landsholdet, drømmer Rio Ferdinand om et comeback.
Det indrømmer den 34-årige Manchester United-spiller, der i mange år var en fast bestanddel af Englands bageste kæde.
– Jeg er ikke anderledes end andre. Jeg vil elske at spille for England. Hvis ikke, fortsætter jeg bare med at gøre det, jeg gør i Manchester United, siger Ferdinand ifølge London Evening Standard.
Mange engelske medier erklærede Ferdinand færdig i landsholdsøjemed, da Roy Hodgson undlod at udtage ham til den engelske EM-trup sidste år.
Der blev dengang spekuleret i, om Hodgson valgte at se bort fra Ferdinand pga. hans betændte forhold til den daværende anfører, John Terry.
I oktober sidste år valgte Roy Hodgson at undskylde over for Ferdinand, selvom han slog fast, at hans beslutning forud for EM udelukkende var af taktiske årsager.
– Jeg bliver ikke valgt. Manageren har ikke valgt mig. Hvis jeg blev valgt, ville jeg pakke mine tasker og tage direkte derover, lyder det fra Ferdinand.
England møder i denne uge Brasilien i en venskabskamp.