(Photo by David Ramos – UEFA/UEFA via Getty Images)
Det er godt og vel 17 måneder siden, at Marcus Rashford sidst trak den røde trøje over hovedet og spillede for Manchester United.
En situation, som de færreste United-tilhængere havde set komme for bare år tilbage. Snebolden begyndte at rulle i efteråret 2024, hvor Erik ten Hag blev skiftet ud med først van Nistelrooy og sidenhen Rúben Amorim.
Efter en kamp i Plzen, smed Amorim Rashford og Garnacho på bænken til Manchester-derbyet, og så var Rashford fortid i januar 2025.
Først til Aston Villa, hvor han fik gang i fødderne igen. I sommer drog han så sydpå til Barcelona, hvor catalanerne har muligheden for at hente englænderen for 30 millioner euro. Godt 230 millioner danske kroner.
I sæsonens løb har Marcus Rashford præsteret godt i Barcelona, hvor han til en start blev brugt primært fra bænken, men skader til holdets – måske – vigtigste spiller Raphinha har givet Rashford masser af muligheder. Derfor har rygterne udelukkende været, at Barcelona har tænkt sig at gøre brug af optionen.
De sidste par uger, har den spanske storklub til gengæld givet udtryk for, at de gerne vil genforhandle den aftale, der blev lavet med United.
Den italienske transferguru Fabrizio Romano holder naturligvis et tæt øje på situationen, og i går søndag, kom han med en opdatering på situationen på sin YouTube-kanal.
Det er nemlig kun de to klubber, der mangler at finde en gylden middelvej. Rashford og Barca er enige.
Der har været spekulationer fra den spanske og brasilianske presse om, hvorvidt Barcelonas interesse i Eduardo Conceicao fra Palmeiras besværliggører Rashfords situation i Barcelona. Det bekræfter Romano, at den ikke gør.
– Den her Conceicao-situation er ikke kædet sammen med Rashford. Situationen er den, som jeg fortalte jer i en video, at Barcelona gerne vil genforhandle termer med Manchester United.
– Lige nu er anmodningen, at forhandle strukturen, mens Manchester United forlanger de fulde 30 millioner for Rashford, siger Romano.
Deco peger på grunden til, at Rashfords niveau i United faldt
Der er intet lukket eller åbnet, men ifølge italieneren er United faste i deres holdning.
– United siger ”30 millioner euro, eller vi tager ham tilbage og beslutter os for, hvad der skal ske. Bliv eller sælg, ser vi på”.
– Barcelona har en aftale på plads med Rashford, så den historie er stadig fuldkommen åben, forklarer journalisten.
I Manchester United og hos den midlertidige træner Michael Carrick, er der heller intet lukket, eller åbnet.
Den engelske træner lukkede ikke for en Rashford-retur, selvom han endnu ikke selv er klar over sin fremtid.
– Der er nogle beslutninger, der skal tages i tide på specifikke ting. Marcus er i den situation. Intet er besluttet endnu. Det bliver besluttet på et tidspunkt, det skal det. Indtil videre, er intet besluttet, svarede Carrick kortfattet i fredags.
Trods en hård uge for Barcelona og Rashford, hvor de måtte vinke farvel til Champions League efter en kontroversiel duel med Atlético, har Rashford gjort det fint. 43 optrædener, har englænderen, hvor det er blevet til 25 målinvolveringer. Heraf 12 mål og 13 assists.
Elliot Anderson
Rashford var ikke det eneste, Romano kom med i videon, som United-fans har aktier i.
Elliot Anderson er blevet rygtet til Manchester United nærmest hele sæsonen, og med transfervinduet lige rundt om hjørnet, begynder klubberne så småt at røre på sig.
I Andersons tilfælde, fortæller Romano, at klubberne har respekt for, at Forest er i en nedrykningskamp og har gang i en europæisk kampagne. Derfor er der intet konkret endnu.
Manchester City har til gengæld allerede startet samtler med Andersons bagland. Fabrizio fortæller dog, at intet er færdigt, fordi Forest stadig ikke vil forhandle endnu.
– Forest vil gerne vente, fordi de vil bede om en stor sum for en midtbanespiller, så jeg tror det kan blive en finansiel krig, fortæller Romano.
Her kommer United ind i billedet. City er startet med at have samtaler med spilleren og baglandet, men United holder skarpt øje med udviklingen.
– United giver ikke op. De ved, at City er startet med deres plan om at hente spilleren. Men indtil noget er færdigt, vil United være der, de vil prøve og United tror, at muligheden for at kunne tilbyde Champions League vil hjælpe dem med at komme tættere på City i det her ræs.
– Men det, der kan komme til at gøre forskellen, er hvem, der kan betale det, Forest vil have, slutter Romano.
Det bliver utvivlsomt en spændende sommer, når United skal på markedet og forstærke en trup, der højst sandsynligt skal i Champions League for første gang siden efteråret 2023.




