Ronaldo fortsætter med at imponere

Om allerede to dage skal Manchester United stå over for Newcastle på St. James’ Park, og derfor var kampen mod Reading noget der bare skulle ”overstås”….

Om allerede to dage skal Manchester United stå over for Newcastle på St. James’ Park, og derfor var kampen mod Reading noget der bare skulle ”overstås”. De tre point skulle sikres med så få midler som muligt, og det blev de. United stillede langtfra i stærkeste opstilling, men kunne alligevel hive en 3-2-sejr hjem.

Manchester United var dominerende fra start, og blot efter seks minutter kom det første forsøg på mål. United snød Readings offside-fælde, og Cristiano Ronaldo blev helt fri i højre side. Han havde dog ikke tid til at trække ind i banen og afslutte, så hans skud kom fra en spids vinkel. Marcus Hahnemann i Reading-målet havde pga. den silende regn problemer med at holde bolden, men situationen blev aldrig rigtig farlig.

Heller ikke Reading formåede at blive virkelig farlige. Deres bedste forsøg i kampens indledningsfase stod Leroy Lita for, da han på kanten af Uniteds felt vendte rundt og skød et pænt stykke forbi mål. Glen Little fik også et forsøg sendt af sted, men hans skud, der kom efter et oplæg af Kevin Doyle, gik også forbi mål.

I den anden ende var Ronaldo ikke færdig med at teste Hahnemann. Efter et hjørnespark af Michael Carrick fik portugiseren hoved på bolden, der dog røg lige på den amerikanske keeper. Endnu en gang havde han problemer med at holde den, og Ole Gunnar Solskjær kunne efterfølgende forsøge sig. Her var der dog ingen slinger i valsen for Hahnemann, der kunne redde bolden.

Wayne Rooney, der igen er inde i en mindre måltørke, havde ikke mange forsøg i dagens kamp. Efter en halv times spil formåede han dog at få et forsøg inden for rammen. Hans hovedstød, der kom efter et indlæg fra Rio Ferdinand, var hverken præcist eller kraftfuldt nok, og Hahnemann kunne nemt redde. Dette var dog ikke tilfældet minuttet efter, da Cristiano Ronaldo sendte et indlæg ind til Ole Gunnar Solskjær. Den 33-årige nordmand stod på kanten af offside, men flaget blev nede, og Solskjær kunne dermed heade United i front.

Føringen fik kun lov at holde i fem minutter, før Ibrahima Sonko fik netmaskerne til at blafre i den anden ende. Nicky Shorey lagde et frispark ind i United-feltet, som Edwin van der Sar fejlbedømte. Hollænderen kastede sig frem efter bolden, men Ibrahima Sonko nåede op og snittede bolden forbi keeperen, så der nu stod 1-1.

Ikke længe efter var Ronaldo tæt på igen at bringe United på sejrskurs, da han efter et hjørnespark headede bolden på overliggeren. Tættere på kom United ikke i resten af første halvleg, og det betød at de to hold – på trods af et massivt spilovertag til Manchester United – kunne gå til pause med stillingen 1-1.

Til anden halvleg kom der andre boller på suppen. Det skete bl.a. ved, at Ji-Sung Park blev taget ud til fordel for Ryan Giggs. Sydkoreaneren havde været så godt som usynlig i første halvleg, så det var en lettelse at få Giggs på banen. Waliseren skulle senere vise sig at få en afgørende rolle.

United skulle endnu en gang ud og jage et føringsmål, og lagde derfor fra land med et højt pres på Reading. Rooney var den første til at komme tæt på, da han efter en aflevering fra Carrick fik fyret et skud af sted. Det blev dog ikke præcist nok, og bolden gik til målspark.

United har i denne sæson nydt godt af Cristiano Ronaldos hurtige og fremadrettede kontrastød, der flere gange har resulteret i mål. I dag var det tæt på at blive til endnu et af slagsen, da Ronaldo efter et langt sololøb afleverede bolden til Rooney. Rooney, der stod placeret i venstre side trak ind i banen bag om Graeme Murty. På en ellers stor mulighed havde Rooney ikke skarpheden til at true Hahnemann, og endnu engang måtte han se sit forsøg gå over mål.

De to kantspillere, Giggs og Ronaldo, viste i kampen glimrende sammenspil og flotte kombinationer. I det 58. minut prikkede Giggs til bolden efter et indlæg fra Ronaldo. Mange på Old Trafford havde set bolden inde, men det var kun sidenettet, der blafrede i denne omgang. Ronaldo skulle dog få hele nettet til at blafre i selv samme minut. På venstrekanten spillede Giggs bolden til Rooney, der første gang afleverede videre til Solskjær, som pludselig var fri med Hahnemann. Nordmanden sendte bolden forbi keeperen, men stolpen forhindrede Solskjær i at blive dobbelt målscorer. Bolden røg ud til Ronaldo, der nemt kunne sætte den i kassen til 2-1.

Kort efter blev nigerianeren Sam Sodje skiftet ind i stedet for anfører Graeme Murty, der havde fået en skade. Efter blot fire minutter på banen modtog forsvarsspilleren sin første advarsel, da han begik et groft frispark. Fem minutter senere fik han marchordre, da han holdt fast i Rooney, der var i fremløb.
United var dermed en mand i overtal, og det formåede de at udnytte, da Ronaldo scorede sit andet mål i kampen, og det sjette mål på en uge. Grundet Sodjes fravær stod Ronaldo helt fri i venstre side, og selvom man måske kunne have dømt offside i situationen, sendte Ronaldo bolden i kassen efter Giggs’ flotte indlæg.

Michael Carrick har endnu ikke scoret for United, men i kampens slutfase kom han tæt på ved to langskudsforsøg. Ingen af forsøgene havde dog kvalitet nok til at snyde Hahnemann. Tættere på kom Giggs, der på en friløber tvang amerikaneren i Reading-målet til at give hjørne.

I stedet for endnu en United-scoring fik Reading reduceret i kampens overtid. Mikaël Silvestre formåede ikke at cleare bolden, og det efterlod Leroy Lita helt fri med van der Sar, og angriberen kunne nemt sætte bolden ind til 3-2. For anden kamp i træk var Silvestre skyld i et mål til modstanderen, og det bliver unægtelig svært for franskmanden at tilkæmpe sig en fast plads på holdet i fremtiden.

Det blev unødigt spændende til sidst, da Reading pressede på for det udlignende mål, men United holdt stand til det sidste fløjt. Kampen ender: Manchester United 3-2 Reading

Det betyder, at United nu har seks point ned til Chelsea i toppen i Premier League, da Chelsea endnu engang tabte terræn på hjemmebane ved at spille 2-2 mod Fulham.

Holdopstillinger
van der Sar
Brown – Ferdinand – Silvestre – Heinze
Park – Carrick – O’Shea – Ronaldo
Rooney – Solskjær

Lita
Doyle – Harper – Gunnarsson – Sidwell – Little
Shorey – Ingimarsson – Sonko – Murty
Hahnemann

Mål
33’ Ole Gunnar Solskjær 1-0
38’ Ibrahima Sonko 1-1
58’ Cristiano Ronaldo 2-1
77’ Cristiano Ronaldo 3-1
91’ Leroy Lita 3-2

Advarsler
64’ Sam Sodje
69’ Sam Sodje (Udvisning)
87’ Brynjar Gunnarsson
94’ Kieran Richardson

Udskiftninger
46’ Ud: Ji-Sung Park – Ind: Ryan Giggs
60’ Ud: Graeme Murty – Ind: Sam Sodje
66’ Ud: Glen Little – Ind: Seol Ki-Hyeon
73’ Ud: Kevin Doyle – Ind: Stephen Hunt
79’ Ud: Cristiano Ronaldo – Ind: Darren Fletcher
79’ Ud: Wayne Rooney – Ind: Kieran Richardson

Previous Article

Dagens opstilling

Next Article

Rossi færdig som lejesvend

ANNONCE