Rooney: Beskidte hold vinder slutrunder

England bliver nødt til at spille mere beskidt, hvis de vil vinde VM. Det mener Wayne Rooney.

England har udspillet sine chancer ved VM, og det bør få holdet til at genoverveje, hvordan man spiller fodbold. 

Det mener Wayne Rooney, der står klar med en opskrift på succes: Man skal spille grimmere og gå hårdere til modstanderholdet. 

– Man ser på holdene, der har vundet turneringen de senere år, og man kan se, hvor beskidt de spiller. Jeg tror, vi bliver nødt til at få det ind i os. Jeg føler, at vi måske er for ærlige som et hold, siger Rooney ifølge nyhedsbureauet AP. 

Den 28-årige Manchester United-angriber peger på Englands 2-1-nederlag til Uruguay som et eksempel på, at det kan betale sig at være usportslig. 

– De begik, jeg ved ikke hvor mange frispark. Men det var kloge frispark, for det trak tempoet ud af kampen. Jeg tror, at vi er en smule ærlige i måden, vi spiller fodbold på. Det er små marginaler, men de små ting kan være forskellen i det store billede og afgøre, om man bliver i turneringen eller ryger ud, fortsætter Rooney. 

Det er første gang siden 1958, at England ikke går videre fra gruppespillet ved en VM-slutrunde. 

De seneste tre VM-vindere er Spanien, Italien og Brasilien. 

Forrige artikel

Agent: Sneijder bliver i Galatasaray

Næste artikel

Medier: Her er Uniteds første indkøb

ANNONCE