En ligatitel snuppet foran næsen af naboerne fra City vil være noget specielt. Sådan har de fleste United fans det, og sådan har Wayne Rooney det også.
“Det er første gang, siden jeg kom hertil, og første gang i mange år, at City er med i toppen og kæmper om guldet. En titel til os vil betyde ekstra meget for os spillere, fansene og hele klubben. Det vil måske være den største triumf nogensinde for os”, siger Rooney til SkySports.
Tidligere har det været klubber som Arsenal og Chelsea, der har kæmpet med United om at tage ligaguldet, men i år er det kun City, der er med i kampen om mesterskabet. City, der har ført det meste af sæsonen, er dog begyndt at vise træthedstegn og svaghed i de seneste kampe.
“Det er vel sværere end nogensinde at vinde ligaen i år. Nu er der seks-syv klubber, der alle kæmper for at komme ind og få medaljer, og ikke bare de faste fire. Det holder ikke bare at levere på 75% i kampene; vi skal yde alt, hvad vi kan i hver eneste kamp hele sæsonen”, siger Rooney.
Kræver rekord-mange point
En liga-titel i år vil kræve rekord-mange point, mener Rooney. Point, der ikke altid kommer i hus på køn fodbold, men det betyder mindre, mener Uniteds nummer 10.
“Til tider har vi spillet fremragende fodbold, ligesom vi også til tider har spillet mindre prangende. Men hele vejen igennem har vi vist beslutsomhed og vilje og fået resultaterne i hus.”
“Se på pointene, vi allerede har i hus; det er vel helt i top af, hvad vi tidligere har præsteret på nuværende tidspunkt. Så helt ringe har vi vel ikke været. Og så længe vi vinder fodboldkampe, så tænker vi ikke så meget over, hvad folk måtte mene om os”, siger Wayne Rooney.