Sky Sports kan her til aften bringe den gode nyhed, at Wayne Rooney – der længe har døjet med en skrantende form på grund af den virus, han pådrog sig under Uniteds træningsophold i Sydafrika – atter er fit for fight.
Den engelske landsholdsspiller har trænet med hele denne uge og er dermed parat til at træde ind i Sir Alex Fergusons startopstilling, ifald skotten finder Rooney i anstændig kampform.
Til Sky Sports siger United-manageren:
“Wayne er klar til at spille på søndag. Han har trænet hele ugen. Han tog med os til Community Shield-kampen sidste søndag, og han gjorde et arbejde for os da. Fra da af har han gjort store fremskridt.”
Berbatov spøger stadig
På trods af Rooneys klarmeldning og Ronaldo er på vej til at gøre et tidligere comeback end forventet, er Ferguson angiveligt stadig på jagt efter spillere med mål i støvlerne. Og navnet Dimitar Berbatov spøger stadigvæk på Old Trafford.
Sky Sports mener at vide, at Tottenhams bulgarske topscorer var i Manchester fredag for at gennemgå det obligatoriske lægetjek. Tottenham forlanger 25 millioner pund for sin landsholdsspiller, og en handel synes efterhånden at være lige på trapperne. Dog synes det usandsynligt, at skiftet bliver gennemført inden på søndag.
“Jeg har intet at sige, absolut intet at sige,” lyder det fåmælt fra Ferguson direkte adspurgt om Berbatov-rygterne.
Det plejer gerne at være et tegn på, at der er noget i gære. United med eller uden Berbatov møder Newcastle på søndag klokken 17.00 i første spillerunde af Premier League 2008/2009.
Bruttotruppen: Van der Sar, Kuszczak, Neville, Brown, R. Da Silva, Ferdinand, Vidic, Evans, Evra, Silvestre, O”Shea, Fletcher, Gibson, Possebon, Scholes, Carrick, Giggs, Rooney, Tevez og Campbell.