Der skulle kun gå fem minutter, før Hernández havde bragt United foran. Mexicaneren snød Bolton-forsvaret med sit glimrende løb og scorede sikkert på indlægget fra højre side.
Kort efter måtte Tom Cleverley udgå med en skade i foden og lade sig erstatte af Michael Carrick.
Også Rooney ville lege med, og efter 20 minutter fordoblede han føringen.
Kort efter viste Phil Jones sine evner som højreback og løb egenhændigt ind i Bolton-feltet og fik afsluttet. Rooney stod klar ved riposten på Jones” afslutning og scorede igen, og dermed var kampen så godt som afgjort.
Også efter pausen var de to angribere skarpe. Først scorede Chicharito, og derefter lukkede Rooney ballet med scoringen til 5-0. Sæsonens andet hattrick fra Rooney, som også lavede tre kasser mod Arsenal.
Manchester City og Chelsea vandt ligeledes deres lørdagskampe, mens Liverpool tabte mod Stoke. Dermed er United fortsat på Premier Leagues førsteplads efter fire spillerunder.