Manchester United er presset til at score i aften, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at spille sig videre til semifinalen i Champions League.
Men selvom bookmakere og eksperter ikke levner United mange chancer efter det første opgør, der endte 1-1 på Old Trafford, tror Rooney på miraklet.
– Alle har de samme favoritter hvert år – hold som Barcelona og Bayern München – men det sker ikke altid. Da Chelsea vandt, røg de næsten ud af turneringen tre gange, siger Rooney til Espn og fortsætter.
– Vi tror på, at vi kan gå videre. Vi har nok gode spillere.
Den 28-årige englænder er blevet meldt tvivlsom til aftenens kamp, efter han slog sin tå i det første opgør på Old Trafford for otte dage siden.
Manchester Evening News skrev dog i går, at Rooney meget vel kan spille kampen på en smertestillende indsprøjtning. Bayerns manager Pep Guardiola sagde i går på sit pressemøde, at han vil væde et stort glas øl på, at Rooney spiller i aften.
Hovedpersonen selv glæder sig til kampen.
– Det bliver svært. Bayern og Barcelona er de to bedste hold, der er tilbage i turneringen. Men vi er klar. Det er en spændende kamp for os – spillerne og fansene – og det er en stor kamp at være involveret i.
Kampen fløjtes i gang klokken 20:45.