Den lille argentiner har været noget af et hit, siden han, efter mange problemer, ankom til Old Trafford på en låneaftale sidste sommer. Det har både han selv, spillerne og fansene været glade for. Således har Tévez selv udtalt, at han ikke ville tænke to gange over at skrive under på en permanent kontrakt, hvis han blev tilbudt sådan en. Og nu bakker angrebspartneren Wayne Rooney op om, at Tévez ingen steder skal.
“Det er vigtigt, at vi får sikret ham, og jeg er sikker på, at det vil ske. Carlos elsker at spille her, han nyder det så meget, så jeg kan ikke se, at det bliver noget problem,” siger Rooney ifølge ManUtd.com.
Den 23-årige argentiner har været en vigtig brik på Uniteds hold i den netop overståede sæson, hvor han har haft stor flair for at score vigtige og afgørende mål. Og lige som resten af holdet, har Rooney nydt at spille sammen med Tévez, til trods for, at der i starten var kritik af angrebsparret. Mange mente, at de to var for ens til, at det kunne komme til at fungere.
“Vi så ham spille for West Ham, så hvor god en fodboldspiller han er, og hvor hårdt han arbejder for holdet. Jeg var ikke i tvivl om, at vi kunne finde ud af at spille sammen. Allerede første gang han trænede med, kunne man med det samme se de kvaliteter, han har. Jeg kunne slet ikke vente med at spille sammen med ham,” fortæller Rooney.
“Mod slutningen af sæsonen spillede vi ikke sammen så ofte, men når vi gjorde, gjorde vi det godt. Han har været fantastisk. Han er en fighter, han arbejder virkelig hårdt og har scoret 19 mål, hvilket er fantastisk,” siger Rooney, der altså håber på, at Tévez bliver en af de spillere, som United sikrer sig hen over sommeren.