Ruud på pletten

For Ruud van Nistelrooy viste, at han er ved at være tilbage i den gamle målform med kampens enlige træffer, efter 66 ellers frustrende United-minutter….

For Ruud van Nistelrooy viste, at han er ved at være tilbage i den gamle målform med kampens enlige træffer, efter 66 ellers frustrende United-minutter.

Der var nemlig ikke meget at juble over på Old Trafford i første halvleg, hvor kun Rooney og Park syntes at levere lyspunkterne. Uniteds sydkoreanske nyerhvervelse stod da også for hjemmeholdets første egentlige mulighed, da han efter en lille halv time bragede bolden på overliggeren via Thomas Sørensens ene hånd.

Eneste andet rigtigt farlige United-forsøg i første halvleg stod Paul Scholes for, da han kort før pausen sparkede lige udenom Villas kasse. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at Wayne Rooney også fik fyret kanonen fornuftigt af ved en enkelt lejlighed, men trods at Villas Peter Whittingham måtte sparke væk tæt under mål, burde Thomas Sørensen ikke have haft problemer i den situation, hvis ikke Villa-midtbanemanden stod, hvor han gjorde.

Problemer havde Villas offensiv til gengæld i de hele kampen, for de skabte ikke bare lidt – de skabte ingenting. Det gjorde United til gengæld i anden halvlegs indledning, hvor en indskiftning af den bænkhenviste Cristiano Ronaldo gjorde underværker. Det samme gjorde Thomas Sørensen dog i gæsternes mål på både ligeledes indskiftede Gabriel Heinze og Ronaldos hovedstødsforsøg.

Thomas Sørensen kunne dog heldigvis ikke være her, der og alle vegne, så da den svenske forsvarsstyrmand Olof Mellberg efter 66 minutter hårdt presset fik headet bolden ind midt for mål – og over den fremadstormende dansker – fremfor ud af feltet, dukkede Ruud van Nistelrooy op ved bagerste stolpe og satte en lang, lang tå på kuglen, der strøg i nettet.

Efter den scoring overtog Villa mere og mere af styringen, men det blev aldrig for alvor rigtigt farligt – ikke mindst fordi Edwin van der Sar endnu engang udstrålede stor sikkerhed som ankermand. Dog kan man godt ærge sig over, at der var grund til at have nerverne udenpå trøjen frem til sidste fløjt, for Paul Scholes havde kort efter van Nistelrooys scoring en fri hovedstødsmulighed, som dog blev sendt lige på Thomas Sørensen.

Alt i alt var det nogen prangende United-sejr – men en sejr var det, og det tæller som bekendt for tre point i regnskabet, hvor United pointmæssigt er kommet optimalt fra start med maksimum af slagsen.

Forrige artikel

Dagens startopstilling på Old Trafford

Næste artikel

FCUM kører videre med ny sejr

ANNONCE