Sidste gang brast Holland og Ruud van Nistelrooys VM-drømme endnu inden slutrunden havde taget sin begyndelse i Japan og Sydkorea, men denne gang er tulipanlandet godt på vej.
Og det takket være Ruud van Nistelrooy, der nu må siges for alvor at have fundet tilbage i den gamle målmaskineform. For mens hollænderen hidtil har scoret i samtlige Premier League-runder plus hjemmekampen mod Debrechen, så scorer han også på landsholdet. Det skete i går i Armenien, hvor hans scoring efter en gid time var nok til en hollandsk 1-0-sejr, hvilket sender dem snublende tæt på en direkte VM-billet.
En direkte VM-billet ligger allerede i det argentinske fodboldforbunds skuffe, så resten af kampene i den sydamerikanske kvalifikationsturnering er at betegne som ligegyldige for fodboldstormagten. Derfor var det på sin vis heller ikke så katastrofalt, at Argentina tabte 0-1 til Paraguay og Gabriel Heinze i går blev udvist – det kan forhåbentlig bare fremskyde hans tilbagekomst til Manchester, så han ikke spiller lørdag mod City med jetlag.