Robin van Persie blev til sidst den store helt i aftenens Premier League-opgør, men inden da missede han et straffespark på det groveste – og på det værst tænkelige tidspunkt. Manchester United var i knæ, da dommeren valgte at dømme et straffespark i deres favør, hvilket kunne have vendt momentum i opgøret.
Robin van Persie valgte chippen i stil med Andrea Pirlo under EM-slutrunden, men til forskel fra italienerens mesterlige udførsel, strøg United-angriberens chip lige op i lappen på Southampton-keeperen, der let kunne vifte den forbi til stor fortrydelse for van Persie.
– Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte med det straffespark. Jeg ville ramme den hårdt, som jeg plejer, men i sidste øjeblik skiftede jeg mening af en eller anden grund. Det var ikke godt nok, og det skuffer mig meget. Jeg stiller krav til mig selv, og når sådan noget sker, specielt når man er 2-1 nede, jamen så er det naturligvis ikke i orden. Jeg kan kun bebrejde mig selv. Tro mig, efter det var jeg meget lettet over, at vi alligevel fik de tre point, sagde Robin van Persie til MUTV efter kampen.
Robin van Persie rejste sig fra skuffelsen, og blev med et hattrick matchvinder i 2-3-sejren.