Rygte: Sevilla vil have Lindegaard

Anders Lindegaard står ifølge Talksport højt på Sevillas ønskeliste.

Sevilla er klar til at komme Anders Lindegaard til undsætning, efter den 30-årige dansker er gledet ned i målmandshierarkiet i Manchester United. 

Således står den tidligere OB-keeper højt på ønskelisten i den sydspanske klub. Det skriver Talksport. 

Lindegaard skiftede højst overraskende fra Aalesund til Manchester United tilbage i 2010. Efter en række solide præstationer i kølvandet på David de Geas svingende start på Old Trafford, blev Lindegaard for et par år siden belønnet med en ny kontrakt. 

Alligevel står målmanden, der er i periferien til det danske landshold, noteret for færre end 20 Premier League-kampe i sine fem sæsoner i klubben. 

Lindegaards fremtid i United kom yderligere i tvivl, da Louis van Gaal tidligere på måneden skrev kontrakt med Victor Valdes og gjorde ham til andenmålmand. 

BT kunne for nyligt afsløre, at FC Midtjylland uden held har forsøgt at lokke Lindegaard til Herning. 

Anders Lindegaards nuværende aftale med Manchester United udløber i 2016. 

Forrige artikel

Rygte: Valencia lurer på Fletcher

Næste artikel

Hummels: Ikke nødvendigt med Champions League

ANNONCE