Scholes til Oldham som manager?

Der spekuleres kraftigt i engelske medier, om Paul Scholes snart udnævnes til kommende Oldham-manager.

Det er ingen hemmelighed, at Paul Scholes er stor fan af Oldham Athletic. Han har det meste af sit liv boet i Oldham, og har flere gange snakket om muligheden for at afslutte karrieren i netop Oldham.

Nu kan den 38-årige midtbanespiller måske være på vej til sin favoritklub, men ikke til en rolle som spiller. Der er nemlig rygter fremme i England om, at Scholes skal være udset som den kommende manager for League One klubben, efter Paul Dickov i weekenden blev fyret.

På trods af succes i FA Cuppen, hvor Oldham senest slog Liverpool ud, har det knebet mere med resultaterne i ligaen. Her frister klubben pt en tilværelse som nummer 20, blot et enkelt point over nedrykningsstregen.

Uniteds aldrende midtbaneprofil startede med at stå til odds 16 hos de engelske bookmakere, men efter der er satset flere store beløb på Scholes som ny manager i Oldham Athletic, er odds nu faldet markant.

Sky Sports skriver, at Scholes pt er favorit til jobbet som manager på Boundary Park, foran Iain Dowie og John Sheridan. Men det oplyses ikke hvorvidt Scholes skulle være klar til at ligge støvlerne på hylden allerede med omgående virkning, eller venter til sommer med at tiltræde som manager, såfremt han tilbydes jobbet.

Scholes har blot spillet tre kampe i 2013 for United. En enkelt start i FA Cuppen, samt to optrædner som indskifter i samme turnering mod Fulham og West Ham. Scholes har indtil videre spillet hele 713 kampe for United i sin fantastiske karriere, der også tæller 155 mål i den røde trøje og et hav af titler.

Forrige artikel

Rooney: Welbeck skal nok komme i gang

Næste artikel

Video: Cantona i fransk ølreklame

ANNONCE