Sir Alex Ferguson skiftede Javier “Chicharito” Hernández ind efter 75 minutter af onsdagens Champions League-opgør mod Valencia. Det skulle vise sig at være en ikke så tosset en idé endda.
“Målet vil give mig meget selvtillid. Det er kun starten på min Unitedkarriere, og at score så tidligt i Champions League vil give et boost,” siger Chicharito til SkySports.
“Hjemme i Mexico plejede jeg at følge med i Champions League. Det er en af verdens vigtigste turneringer, så jeg prøvede altid at følge med.”
“Det er fantastisk at være Manchester United-spiller, og jeg håber, jeg forbliver det i lang tid.”
På trods af rollen som matchvinder er han personligt ligeglad med, hvem der scorer målene, og Chicharito ser hellere, at klubben får de 3 point.
“Det afgørende mod Valencia var at få de 3 point. Der er ingen helte i Manchester United. Jeg er glad for det resultat, holdet fik, og det vigtigste for mig var at hjælpe til. Vi vidste, hvordan vi skulle holde målet rent, hvilket var meget vigtigt. Jeg er personligt ligeglad med, hvem der scorer målene. Der er vigtigere ting – så som at få de nødvendige point – så vi kan være konkurrencedygtige i alle turneringer.”
“Jeg er ved at vænne mig til europæisk fodbold og føler, at det går frem ad. Jeg er meget taknemmelig for, at træneren og staben har så stor tillid til mig,” slutter mexicaneren.
Det er anden gang i sin småt begyndende Unitedkarriere. at Javier Hernández scorer for United. Første gang var i Community Shield mod Chelsea.