Smalling: Ingen undskyldninger

Chris Smalling mener ikke at det kompakte kampprogram kan få skylden for Uniteds exit i FA cuppen.

At spille lørdag eftermiddag, og så igen godt 48 timer efter, er ikke optimalt. Kroppen kan ganske enkelt ikke nå at restituere på så kort tid. Men sådan er det altså, og det tætte kampprogram skal ikke have skylden for Uniteds exit fra FA cuppen, siger Chris Smalling.

– Der er ingen undskyldninger, vi havde en række spillere med, som ikke spillede i lørdags, så jeg mener begge hold var friske nok. Det er naturligvis ikke det bedste med to kampe så tæt på hinanden, men det er ikke en undskyldning.

Det kneb med at skabe chancer i dag for United, og de få chancer man kom frem til blev brændt af angriberne. Noget også Smalling hæfter sig ved.

– Jeg føler egentlig vi dominerede første halvleg, men fik ikke scoret. I anden halvleg spillede vi ikke som vi burde, og det er vi alle skuffede over. Vi skabte ikke så mange chancer, men det gjorde de nu heller ikke. Robin van Persie havde en god chance til sidst, men i sidste ende vandt deres ene mål det for dem i dag.

Nu skal ligaen sikres

United har dermed kun Premier League tilbage i denne sæson. Og med 15 point ned til rivalerne fra City, ser det da også ud til at United kan køre titel nummer 20 hjem. Næste opgave i ligaen er mod netop City, og det er Smalling glad for.

– Det er rart at vi nu har en god kamp mod City at se frem til. Nu kan vi forhåbentlig gå ud og vinde ligaen med stil og et stort forspring til dem, sagde Smalling efter kampen mod Chelsea.

Forrige artikel

Van Persie og den tyrkiske forbandelse

Næste artikel

Schmeichel og Neville joker på Twitter

ANNONCE